19 nationer klar til kamp om VM-guld på Christiansborg Slotsplads

19 nationer klar til kamp om VM-guld på Christiansborg Slotsplads



Kategori: Elite

Finalerne ved VM i bueskydning begynder i morgen på Christiansborg Slotsplads i hjertet af København. Verdens bedste bueskytter fra 19 forskellige nationer skal kæmpe om guld, sølv og bronze, heriblandt danske Stephan Hansen og resten af det danske compound hold.  

Efter fem dramatiske dage med indledende VM-skydninger på Sundby Idrætspark, hvor favoritterne er faldet på stribe i det omskiftelige danske sommervejr, pakker verdens bedste bueskytter pilene og retter sigtekornet ind på Christiansborg Slotsplads, hvor finalerne skydes.

Danmark er flot repræsenteret i to medaljekampe i hjertet af København. Stephan Hansen skyder om guld i compound-finalen mod Rajat Chauhan fra Indien. I herrernes hold compound skal Stephan Hansen, Martin Damsbo og Patrick Laursen skyde om bronze mod Italien.

Christiansborg Slotsplads er siden onsdag blevet omdannet til en ikonisk VM-arena, og formand for Bueskydning Danmark Rolf Lind glæder sig til en spændende VM-weekend.

”Det har været nogle fantastiske dage på Sundby Idrætspark. Nu har vi for alvor skudt os varme og rykker ind på Christiansborg Slotsplads i hjertet af København. Hele vores kompakte VM-setup, med ti minutter fra hotel til baner og centrum, har givet en enorm eksponering af bueskydning fysisk og online både nationalt og internationalt. Jeg er glad for, at vi i tæt samarbejde med World Archery, Sport Event Denmark og København er klar til at rykke ind på Christiansborg Slotsplads, som tidligere har vist sig som en fantastisk ramme for store internationale sportevents,” siger Rolf Lind.

”Det har været nogle utroligt spændende matcher med en masse overraskelser. Finalister kommer fra mange forskellige lande, hvilket viser sportens vækst og udvikling på verdensplan. Nu ser vi frem til nogle gode finaler med en udsolgt arena på Christiansborg Slotsplads. Jeg håber, at publikum vil skabe en god stemning, men der er nok én skytte, som får lidt mere støtte end de andre,” siger Tom Dielen, generalsekretær i World Archery, der har fulgt skydningerne på Sundby Idrætspark tæt.

Det lunefulde sommervejr, der har budt på alle fire årstider i løbet af et enkelt døgn, har uden tvivl drillet skytterne. Der skal i hvert fald findes et hav af nye verdensmestre, idet koreanske Bo Bae Ku er den eneste, som kan forsvare sin guldmedalje i recurve mix hold.

De 19 nationer, som skal skyde om VM-medaljer på Christiansborg Slotspladser, er: Danmark, Holland, Korea, Japan, Venezuela, Taiwan, Indien, Storbritannien, Columbia, USA, Rusland, Italien, Iran, Canada, Ukraine, Kina, Georgien, Frankrig og Sydafrika.

VM-finalerne på Christiansborg Slotsplads begynder begge dage klokken 11:00, og alle billetter er udsolgt. Der vil være mulighed for nysgerrige at få et kig over hækken og ellers sender TV 2 sender direkte fra finalerne.

Stephan Hansen (DEN) Foto: Lars Møller

Stephan Hansen (DEN)
Foto: Lars Møller