Første klubber klar med fripladser til flygtningebørn

Første klubber klar med fripladser til flygtningebørn



Kategori: Bredde, Generelt
Tags:

Allerede få timer efter at have modtaget Bueskydning Danmarks meddelelse om fripladser til flygtningebørn var Hillerød Bueskyttelaug på banen med fem fripladser til Fritidspuljens Træn Gratis-program. Vi har spurgt HC Rossau, der er kontaktperson på fripladserne i klubben, om baggrunden for deres deltagelse:

”I Hillerød Bueskyttelaug mener vi, det er en forenings pligt at hjælpe med at udbrede den fine kultur, der er i alle vores foreninger. Vi har en fin og typisk dansk foreningskultur i vores klub, hvor engagerede medlemmer arbejder sammen om de opgaver, vi påtager os. På den måde er der overskud til at tage imod nye medlemmer, der i sidste ende kan berige os alle. Vi håber, at vi med initiativet kan inspirere andre ved at dele vores måde at gøre det på og dermed opleve den samme glæde ved at være en del af det danske foreningsliv”.

Senest er Københavns Bueskyttelaug kommet på listen, og vi håber, at der kommer flere til i de kommende dage.

Hvordan med tolk til træningen?
Nogle klubber har været bekymrede for, hvordan træningen skal foregå med et barn, der måske ikke taler eller forstår dansk endnu, men vi kan berolige med, at barnet typisk vil være ledsaget af en tolk og/eller kontaktperson til træningen. Kontakt gerne Josefine de Roepstorff, hvis I har spørgsmål til programmet på mobil: 23 44 22 17 eller mail.