Godt dansk udbytte ved Conquest Cup

Godt dansk udbytte ved Conquest Cup



Kategori: Diverse stævner, Elite
Tags: , , , ,

Conquest Cup arrangørerne havde i 2017 indbudt ikke mindre end seks danske bueskytter til at deltage i den femte Conquest Cup, der siden 2013 er afholdt uden for Istanbul.

Det blev til en individuel guldmedalje til Sarah Sönnichsen, som med en 1-points sejr over Sara Lopez, Columbia, fik revanche fra finalen ved World Cuppen i Shanghai.

“Det var rigtig fedt at slå Lopez, som ikke har tabt i halvandet år, og jeg ser allerede frem til næste gang, jeg får muligheden til at møde hende”, siger Sarah i en kommentar til resultatet.

Mix-holdet i compound vandt også en flot guld medalje ved stævnet. Ved de seneste stævner har det været Sarah Sönnichsen og Stephan Hansen, der har repræsenteret Danmark i holdkonkurrencen, men i Istanbul var det Martin Damsbo og Tanja Jensen, der sikrede dansk finalesucces over hjemmebane favoritten Tyrkiet (152-150).

Den sidste medalje var på sikre danske hænder, idet bronze-kampen i herre compound stod mellem de to danske compound skytter Stephan Hansen og Martin Damsbo. Det blev Martin, der satte de bedste pilen og fik bronzen hængt om halsen.

“Det har været et fint stævne for mig, hvor jeg har haft mulighed for at teste udstyr og teknik under tilsvarende forhold, som vi får til World Cup 2 i Tyrkiet. Stævnet har dermed været den perfekte optakt,” siger en smilende Martin Damsbo.

Maja Jager deltog i dame recurve konkurrencen og tog dermed hul på udendørskonkurrencerne. Det blev til en kvartfinale, hvor hun mødte en velskydende OL guldvinder.

I herre recurve var Johan Weiss med og klarede sig frem ottendedelsfinalerne, hvor han efter shoot off måtte lade Daniel Osorio fra Columbia tage plads i kvartfinalen.

Maja og Johan klarede sig også frem til kvartfinalen for recurve mixhold.