Nordea-fonden støtter Skole OL med yderligere 5,1 million kroner

Nordea-fonden støtter Skole OL med yderligere 5,1 million kroner



Kategori: Bredde, Diverse stævner, Generelt
Tags:

Skole OL udvides med tre nye idrætsgrene, og finalen rykkes i 2017 til Aarhus. Det kan lade sig gøre, fordi Nordea-fonden nu støtter med et ekstrabeløb på 5,1 millioner kroner. Skole OL har udviklet sig til at være en bragende succes med intet mindre end 60.000 starter i 2016.

Skole OL udvider, og finalen rykkes til Aarhus
Siden Skole OL første gang forlod startblokken i 2009, har atletikken som den eneste idrætsgren været på programmet. Med bidraget fra Nordea-fonden bliver Skole OL fra skoleåret 2016/2017 udvidet med tre nye idrætsgrene: Ergometerroning, bueskydning og e-sport. Og de kommende år vil flere idrætsgrene komme til.

I juni 2017 afholdes finalerne i Skole OL for første gang i Aarhus, hvor Ceres Park og Arena vil danne kulissen for fire dages kæmpe finalestævne med fest, farver og spændende konkurrencer i samarbejde med Aarhus Kommune.

Morten Mølholm Hansen, direktør i Danmark Idrætsforbund (DIF):
“Skole OL har over de seneste år udviklet sig til en kæmpe succes, og med mere end 60.000 starter i 2016 er vi nu klar til at udvikle Skole OL. yderligere På baggrund af den opnåede succes, erfaringer og afdækningen af projektets potentiale i den daglige idrætsundervisning glæder det os, at vi nu har mulighed for ikke blot at videreføre succesen men også udvide Skole OL med flere idrætsgrene. Dette kan midlerne fra Nordea-fonden være med til at realisere.”

Det forventes, at 2017 bliver endnu et rekordår
Støtten fra Nordea-fonden betyder ligeledes, at målsætningerne for Skole OL opjusteres, så det nu forventes, at der vil være mere end 75.000 starter i Skole OL, der vil være 35 indledende kvalifikationsstævner, og endnu flere skoleklasser vil udføre disciplinerne i idrætstimerne.

Helt centralt i Skole OL forbliver klassekonkurrencen, de gode oplevelser og OL-ånden, som hvert år samler titusindvis af skoleelever gennem idræt, leg, bevægelse. Skole OL lærer eleverne, at det gælder om at øve sig og gøre sig umage, at vise respekt og kammeratskab samtidig med, at de har det sjovt – hvilket er vigtige værdier både i skolen og i livet.

Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden:
“Skole OL styrker klassens fællesskab og motiverer til mere motion og bevægelse med klare mål for øje. Nordea-fonden er stolte over at støtte, så endnu flere elever kan tage del i oplevelsen og få sjove oplevelser sammen.”

Tilmelding til Skole OL
Tilmeldingen åbner i efteråret 2016 og foregår på www.skoleol.tv2.dk, hvor lærere skal oprette en profil for deres klasser og tilmelde sig et Skole OL-stævne eller indtaste resultater efter at have afviklet disciplinerne i idrætstimerne.
Fristen for indtastning af resultater er 24.maj 2017.

Nina Skou, lærer Endrupskolen:
”Skole OL er fantastisk, og vi er så glade for, at vi gik hele vejen til finalestævnet i 2016. Det var SÅ gennemført og professionelt. Vi havde en helt igennem vidunderlig dag, og vi vil helt sikkert deltage i det indledende lokalstævne igen, og krydse fingre for, at vi igen går videre til finalen.”

Det er gratis at være med i Skole OL, og der kæmpes om deltagelse ved det store finalestævne i Aarhus 13.-17. juni 2017, hvor 2/3 af transporten til Aarhus betales af Skole OL.


Samarbejdspartnere omkring Skole OL:

Nordea-fonden
TrygFonden
TV2
Aarhus Kommune
Dansk Atletik Forbund
Danmarks Idrætsforbund


Yderligere information:
Læs mere om Skole OL på hjemmesiden: www.skoleol.tv2.dk

Kontaktinformation:
Signe Hedemann Mikkelsen, Skole OL-projektleder, Dansk Atletik Forbund: 23 70 70 25
Jakob Draminsky, OL-pressechef, DIF: 28 89 36 78
Tine Wickers, kommunikationschef, Nordea-fonden: 40 60 30 40