Anden udgave af Udviklingsseminar afviklet for forbundets trænere og instruktører

Anden udgave af Udviklingsseminar afviklet for forbundets trænere og instruktører



Kategori: Generelt

Bueskydning Danmark afviklede i weekenden den 1.-2. august anden udgave af udviklingsseminar i Brøndby med fagligt indhold og socialt samvær på tværs af trænere og instruktører.

Lørdag formiddag mødte alle deltagere ind til 2 faglige og sociale dage i Idrættens Hus. Lørdagens emne for trænerne omhandlede atleters trivsel i idræts, og godt guidet af dagens underviser, Jakob Freil, kom der mange gode vinkler og input på bordet. Målet for dagen var at få udarbejdet en ensartet struktureret tilgang til trivselsarbejdet, med det rette fundament og sikkerhedsnet for alle i sådan en proces. Det stod hurtigt klart for alle, at vi ikke ville nå i mål med et så kompleks område på en lørdag, så emnet vil fortsat være noget som forbundstrænerene i samarbejde med den sportslige ledelse vil arbejde med på trænerteams møderne.

For instruktørerne stod lørdagens workshop på sæsonevaluering for vores trænerkurser, samt udvikling af kursus mod en mere dynamisk kursusafvikling. Afslutningsvis var der faglig sparring for instruktørerne med Sportskonsulent Johan Weiss.

Efter en hel dag med faglige indspark stod den nu på socialt samvær. Vi lage ud med en lille ølsmagning, hvor nogle af deltagerne havde medbragt en øl fra deres lokale egn. Vi fik derfor lov til at smage øl fra Thisted, Aarhus, Fyn, Hvidovre og Frederiksberg. Til aften gik turen København City hvor den stod på middag og socialt samvær. Maden var rigtig god, og i år blev instruktør Søren Ringgaard også mæt. Aftens blev afsluttet med konkurrencer i pool og dart.

Søndag morgen var der besøg udefra af konsulent Mads Hovgaard, som er forfatter til bogen “Aktivitetsudvikling i idræt”. I den 3 timer lange workshop med Mads, dykkede vi ned i aktivitetshjulet og fik kenskab til de parametre som gør sig gældende for en idrætsaktivitet. Ud fra teorien om at en idrætsaktivitet bliver afviklet og styret på justerbare faktorer, bliver aktivitetshjulet et håndgribeligt værktøj som gør det muligt nemt at tilrette sin aktivitet ud fra de mål man har med sin idrætsaktivitet. Aktivitetshjulet er kort beskrevet i vores træner materiale på 1-2-Træner niveau, og derfor blev emnet relevant for både vores trænere og instruktører.

Seminaret sluttede søndag kl. 14 med en evaluering på weekenden. Der var bred enighed om at det havde været gode og lærerige dage, hvor alle fik noget med hjem til deres praksis som træner eller instruktør.