Bueskydning Danmark indgår ny OL satsning i samarbejde med DIF

Bueskydning Danmark indgår ny OL satsning i samarbejde med DIF



Kategori: Generelt

Danmarks Olympiske komité har godkendt Bueskydning Danmarks OL projekt frem imod OL 2024 og OL 2028. Det betyder i første omgang at afskedigelsen af landstræner Niels Dall annulleres!

Der har været travlt på gangene i Idrættens Hus i det nye år. Efter at Bueskydning Danmark er trådt ud af samarbejdet med Team Danmark, skulle der findes nye veje imod de sportslige mål om OL deltagelse for vores bedste recurve skytter.

Et vigtig skridt i den retning blev taget i denne uge, da Danmarks Olympiske komité på et møde tirsdag aften, godkendte Bueskydning Danmarks projektbeskrivelse for satsningen omkring OL2024 og sigte frem imod OL2028.

Det er en kæmpe blåstempling af det eliteære arbejde som Bueskydning Danmark laver, og samtidig også en indikation på, at DIF anerkender talentarbejdet som har det længere perspektiv.

Samarbejdsaftalen kan langt fra sammenlignes med den tidligere Team Danmark aftale, men den har gjort det muligt at Bueskydning Danmark kan beholde et stærkt set-up omkring talent- og elitearbejdet.

Allerede inden årsskiftet fik landstræner Niels Dall tilbudt en annullering af den afskedigelse han modtog i efteråret i kølvandet på meldingen fra Team Danmark på det afbrudte samarbejde. Nu er der også kommet klarhed over, at Niels kan fortsætte på fuld tid, og at han skal arbejde ind i et OL projekt som har til mål at bringe Danske bueskytter til OL i 2024.

Midlerne kommer fra Kirkbi Fonden, som i november 2021 sendte en stor check til DIF & Team Danmark til at støtte for OL deltagelse. Det kan du læse mere om her: Kirkbi AS donerer 50 millioner

Det bliver dog langt fra en satsning som kan måle sig med den afsluttede Team Danmark satsning. Det er en noget slankere udgave, hvor skytterne bla. selv skal finansiere international deltagelse. På den front arbejder vi også på at hjælpe vores skytter. Her er det også glædeligt at Kirstine Andersen er blevet tildelt et Olympisk scholarship af den Internationale Olympiske Komité. Kirstine er en ud af kun 7 danske atleter som får den individuelle støtte, hvilket er et kæmpe skulderklap til Kirstine og den indsats som hun yder.

Et Olympisk scholarship gives til atleter, som dels har det fornødne sportslige niveau og potentiale, og hvor et scholarship kan gøre en positiv forskel i den Olympiske forberedelse frem mod Paris 2024. Kirstines flotte individuelle placering ved EM2021 har dannet grundlag støtten.

Niels Dall på arbejde som landstræner ved World Cup i Lausanne, 2021