Bueskydning kommer på Skole OL-programmet

Bueskydning kommer på Skole OL-programmet



Kategori: Bredde, Generelt

Skole OL er OL i børnehøjde. I 2017 vil det være niende gang, at Skole OL afvikles. Hidtil har landets 4.-7. klasser udelukkende dystet i forskellige atletikdiscipliner. Udbuddet suppleres nu med eSport, roning, svømning og altså bueskydning

Solen skinnede smukt, og det knitrede af spænding, da Jeppe Haugaard fra Nordagerskolen i Ringe på Fyn affyrede den afgørende pil ved Skolernes World Cup, der afvikledes i slutningen af september i forlængelse af seniorernes World Cup-finaler i Kongens Have i Odense.  

I alt 400 elever fra 20 5.-6. klasser samt fire lokale klubber på Fyn udgjorde fundamentet for Skolernes World Cup i bueskydning 2016, der kun kan betegnes som en succes. Intentionen var at skabe interesse for og synlighed om bueskydning blandt de unge mennesker, hvilket lykkedes – endda tilsat glimrende lokal pressedækning.

I forlængelse heraf er det glædeligt at kunne fortælle, at bueskydning i foreløbig 2017, 2018 og 2019 indgår i programmet for Skole OL, der overordnet præsenteres af Danmarks Idrætsforbund, Nordea-fonden og TrygFonden.  

Skole OL som koncept hylder de olympiske værdier, blandt andet venskab, samarbejde og fair play. Fælles for samtlige konkurrencer er, at det er HELE klassen, der konkurrer sammen som et hold, uanset om der skal løbes, svømmes eller skydes med pile.  

Bueskydning, roning, svømning og e-Sport er det nye på Skole OL-programmet, og idrætsgrenene supplerer atletikdisciplinerne løb, kast og spring. Med flere vidt forskellige sportsgrene på programmet er der noget for alle i klassen, uanset om man er til udholdenhed, præcision eller taktik. Det er vigtigt, at vi viser børnene, at sportens verden er alsidig, og at den tilbyder noget til alle,” siger Morten Mølholm, der er direktør i Danmarks Idrætsforbund og en af arkitekterne bag Skole OL. 

Fra Bueskydning Danmarks side er det en nøgtern strategisk beslutning at indgå i Skole OL-familien fra 2017. Bueskydning Danmark er i øvrigt det klart mindste specialforbund i Skole OL-familien.  

”Brandet ’Skole OL’ har en enorm styrke, som vi kan få megen glæde af. Via Skole OL skyder vi genvej til at vise vores elskede sport frem for yngre målgrupper, der har oceaner af valg, når det kommer til fritidsfornøjelser. Jeg føler mig sikker på, at mange elever vil blive fascineret af bueskydning under Skole OL. Jeg er ligeledes helt sikker på, at vi lever op til de afviklingsrammer og den professionalisme, DIF og de øvrige partnere forventer af os,” siger formand for Bueskydning Danmark, Rolf Lind.

Udviklingskonsulent Kenn Romme Larsen er allerede i fuldt vigør, hvad angår afviklingen af Skole OL-bueskydning. Beskrivelse af introdage, forløb, honorarer, tidslinjer etc. tilgår snarest samtlige klubber per mail. 

Som altid skal vi løfte i flok – klubber og forbund. Bueskydning Danmark administrerer, og klubberne udfører i tilfældet Skole OL. Perspektivet er enormt, og jeg glæder mig til at lægge de overordnede rammer og herefter servicere efter behov, så vi får afviklet massevis af fede stævner,” siger Kenn Romme Larsen.  

Den store Skole OL-finale finder i 2017 sted i Aarhus.  

Læs mere om Skole OL generelt og Skole OL-bueskydning her:
Skole OL-Bueskydning
Skole OL hjemmeside
Skole OL Facebook site
Danmarks Idrætsforbund pressemeddelelse

skole-ol_2015

Bueskydning Danmark afviklede “prøv bueskydning” ved Skole OL finalen 2016. Nu kommer bueskydning på Skole OL programmet som officiel idræt i 2017!