Dag 2: World Cup 3, Antalya

Dag 2: World Cup 3, Antalya



Kategori: Elite, Generelt, Info omkring landsholdet

Tirsdag bød på kvalifikationsskydning for alle skytter, og det blev afviklet over hele 9 timer på banerne i Antalya

Tirsdag morgen i Antalya, Tyrkiet. En flok danske Compoundskytter gør sig klar til kvalifikationsskydning om fortsat deltagelse ved årets World Cup 3, og det med udsigten til en ny dag i stegende hede på buebanerne. Dog var temperaturen til den behagelige side denne morgen, ligesom stemningen var det blandt de danske skytter. Det går slag i slag, og alt imens pilene flyver og snakken går, nærmer den sidste runde sig. Det har flasket sig fint for alle danske skytter, som klarer sig videre til finalerunderne imorgen onsdag. Bedste dansker bliver Stephan Hansen, som skyder sig flot ind som nr. 2 med en score på 710.

Personligt bedste
Der var generelt rigtig god skydning fra danskerne denne formiddag, hvor Mads Knudsen præsterede sit personligt bedste resultat. Lidt af en bedrift ved en World Cup. Compoundskytterne klarede kvalifikationen således:
Stephan Hansen (2) 710 point
Martin Damsbo (10) 707 point
Mads Knudsen (30) 701 point
Martin Laursen (60) 690 point

Tanja Jensen (10) 697 point
Erika Damsbo (38) 685 point

Efter frokost blev Compound skiftet ud med Recurve, og sol blev skiftet med overskyet vejr og høj fugtighed. Efter den korte opvarmning blev jagten på finalebilletter indledt i en felt af skytter som nærmest var fordoblet fra Compoundfeltet til formiddag.

Til dagen havde World Archery Coach Committee valgt at indføre en test for ny gul linje til trænere med kikkert på stativ. Skytterne fik mere plads, men trænerne fik derimod 3 meter længere til skytterne. Ikke et scenarie som gavner trænere, som ønsker at coache sine skytter aktivt under skydningen. Bedre bliver det ikke af, at den danske træner Niels Dall lider godt og grundigt af halsproblemer.

Alligevel gik skydningen ganske fornuftigt, og specielt Kirstine Andersen gjorde det over alt forventning med sit personligt bedste resultat. Virkelig imponerende af den unge dansker ved sit første World Cup. Recurveskytterne klarede kvalifikationen således:
Maja Jager (46) 643 point
Kirstine Andersen (52) 638 point
Randi Degn (63) 631 point

Eli Bæk (112) 625 point

Du kan finde alle resultaterne fra dagens kvalskydning her: WC3_2019_Tuesday

Kvalskydning for Herre Compound ved World Cup 3, 2019

Maja Jager igang med opvarmning ved World Cup 3, 2019

Ventetid imellem skydningen ved World Cup 3, 2019

Kirstine Andersen satte personligt bedste med en score på 638 ved World Cup 3, 2019