Dag 6: Danmark vinder World Cup-guld for hold i Antalya

Dag 6: Danmark vinder World Cup-guld for hold i Antalya



Kategori: Elite

Danmark er tilbage på toppen af Compound tronen efter guld og sølv til World Cup 3 i Antalya

Det danske herre compound hold der består af Martin Damsbo, Taastrup, Mads Knudsen, Nordkysten og Stephan Hansen, Nykøbing F. kom helt til tops og vandt guld for hold ved World Cup i Antalya.

Det danske hold var seedet 2 efter kvalifikationen og modstanderen i guldfinalen var Tyrkiet, som på deres vej til finalen havde skudt overraskende godt på hjemmebanen i Antalya. Det virkede dog som om at presset blev for stort for Tyrkerne i finalen, som eller lagde rigtig godt ud og bragte sig foran i matchen. Men et stabilt godt skydende dansk hold spiste stille og roligt den smalle Tyrkiske føring, og lagde behagelig afstand. Ikke engang den voldsomme temperatur på buestadion, som i dagens anledning var rykket på stranden i Antalya, eller det entusiastiske hjemmepublikum som bakkede deres lokale helte godt op, kunne fravriste de danske drenge den guldmedalje som de i et par sæsoner har måtte undvære.

Martin Damsbo lukkede finalen, og sin World Cup nr. 50 med et X, blot for at understrege at 34 år ikke er en hindring i at være på den absolutte top, og cementerede dermed også at det danske hold var klart bedst ved denne World Cup. Danmark vandt guldmatchen med 232-230, og kan nu se frem imod VM i Holland om 14 dage.

World Cup debutalt Mads Knudsen udtaler: “Det er min første World Cup, og en helt fantastisk følelse at skyde guld hjem til Danmark. Det har været en super god turnering for mig personligt, og det er lidt af en drengedrøm som er gået i opfyldelse for mig med den her sejer. Jeg har i den grad mod på mere, og håber på mange flere oplevelser i lighed med den her i fremtiden.”

Hold finalen kan ses her fra 1:31:40, https://youtu.be/fttDroX4P3E

Sølv til Mix-holdet
I Compound mix-hold finalen, skulle Tanja Jensen og Stephan Hansen op imod overraskelsen fra Sydafrika, som har haft en virkelig imponerende turnering, og den tendens fortsatte desværre i finalen mod Danmark. Selv om den danske super-duo leverede den bedste præstation under denne World Cup med 157 point, rystede Sydafrikanerne ikke på hånden, og førte stort set fra start til slut i guldfinalen. Specielt Van Kradenburg imponerede ved at smide rene 10´ere på samtlige pile, hvilket gjorde livet besværligt for Jensen og Hansen.

Matchen sluttede 157-158, og Sydafrika kunne dermed højest overraskende lade sig hylde som vindere af World Cup 3 på stranden i Antalya.

Presse om de danske triumfer:
World Archery: https://worldarchery.org/news/168778/danes-returning-form-old-beat-turkey-compound-mens-gold-antalya
DR: https://www.dr.dk/sporten/oevrig/danske-bueskytter-snupper-world-cup-guld
TV2 sport: http://sport.tv2.dk/bueskydning/2019-05-25-dansk-trio-vinder-world-cup-guld-i-bueskydning

Opvarmning for Herre Compound holdet bagved finalebanen på stranden i Antalya

Det danske Compound Herre hold på finalebanen under guldfinalen ved World Cup i Antalya

Guld til Danmark. kampen er afgjort og Hansen, Knudsen, Damsbo og Dall kan juble

Vinder af World Cup 3, 2019, Antalya: Stephan Hansen, Mads Knudsen og Martin Damsbo

Tanja Jensen og Stephan Hansen venter på at komme på banen til guldfinalen for Compound Mix-hold ved World Cup, Antalya

Det blev til sølv i Compound Mix hold ved World Cup 3, Antalya for Tanja Jensen og Stephan Hansen