Dansk triumf i Mexico ved World Cup-finalen

Dansk triumf i Mexico ved World Cup-finalen



Kategori: Elite, Info omkring landsholdet

Danmarks compound mixhold vandt i weekenden årets World Cup-finale. Det danske hold i finalen bestod af Stephan Hansen, individuel verdensmester i 2015, og Erika Anear. I den afgørende match slog de værtsnationen Mexico 151-144. Matchen blev skudt i hjertet af Mexico City foran cirka 4000 larmende tilskuere.

“At Danmark for første gang har kvalificeret sig til World Cup finalen for mix-hold viser, at vi i øjeblikket er en håndfuld landsholdsskytter, der tilsammen udgør et helt fantastisk hold. En holdånd, som ikke ses magen til i verden”, udtalte Stephan Hansen til Tv2 Øst efter sejren.

Damsbo kæmpede flot men forgæves

Martin Damsbo deltog i den individuelle World Cup-finale. Han var i kvartfinalen oppe mod Abhishek Verma, Indien. De to skytter skød en meget lige og intens match. Efter de 15 pile tabte Damsbo med 2 point. 148-146. Endnu mere ærgerligt for Damsbo var det, at det var dagens 2. højeste score på det tidspunkt.

Sportschef Allan B. Grønkjær udtaler:

“Det er fornemt, at Danmark både har en skytte med i den individuelle finaleserie og i mixhold i compound.  De danske compoundskytter har haft en eventyrlig sæson, og at både Dambo og mixholdet når World Cup-finalen vidner om hårdt arbejde, ærgerrighed og vilje. Uden de evner ville de ikke stå så stærkt, som de gør i dag.”

Skærmbillede 2015-10-26 kl. 21.16.07

Fotos: World Archery