Danske 3D-skytter vinder historiske fem EM-medaljer

Danske 3D-skytter vinder historiske fem EM-medaljer



Kategori: Generelt

Danmark vandt imponerende fem medaljer ved 3D EM i Göteborg lørdag eftermiddag. Det bedste danske 3D-resultat nogensinde.

De danske 3D-skytter havde skudt sig frem til hele tre guld-finaler og tre bronze-finaler, hvor de ikke kun skulle kæmpe mod modstanderne men også voldsomme vindforhold.

Lige fra morgenstunden stormede det i Göteborg, men heldigvis lagde vinden sig, som finalerne begyndte.

Efter sidste pil havde fundet vej til 3D dyrene, kunne de danske skytter slippe buerne og i stedet knytte næverne i triumf efter at have vundet 1 guld-, 2 sølv-, 2 bronzemedaljer ved europamesterskaberne i Sverige.

Landstræner David Hauge:

”Alle er meget glade. Det her EM har virkelig været en holdindsats. Dem, der ikke har skudt finaler i dag, har hjulpet til og heppet fra tribunerne,” siger han.

”Skytterne er super glade. Det er en stor forløsning efter otte måneders forberedelse. Vi satte mange frø i jorden, som nu blomstrer,” siger David Hauge.

”Det var nogle super gode performances af skytterne. Det er ikke held, at de vinder medaljer i dag. Vi har arbejdet meget med den mentale forberedelse, skydecyklus og at være cool under pres, og det kulminerer ikke bare i dag, men under hele EM,” siger han.

Danmarks eneste guldmedalje blev vundet i herrernes instinktiv-klasse af Frank Christiansen:

”Frank Christiansen skyder med et uhyggeligt højt snit. Han har trænet virkelig hårdt frem mod EM og gav den bare gas. Det var helt fantastisk,” siger David Hauge.

Kirstine Godskesen Klausen vandt sølv i dame compound, efter at have tabt finalen 38-33 til Irene Franchini fra Italien.

Danske Pernille Olsen vandt overbevisende bronzemedaljen i samme kategori, da hun vandt 39-29 over kroatiske Ivana Buden.

I herre compound blev det til en dansk sølvmedalje til Stig Andersen, da han tabte 43-40 til italienske Giuseppe Seimandi.

Frank Christiansen vandt en stensikker guldmedalje i herre Instinktiv, da han i finalen udraderede Klaus Grünsteidl fra Østrig med 37-29.

Martin Jørgensen vandt bronze i herrernes langbue, hvor han besejrede Alfredo Dondi fra Italien med 38-37.

Dermed kroner de danske 3D-skytter en stærk indsats ved EM med en historisk stor medaljehøst.

FAKTA OM 3D EM I SVERIGE
Officel website: https://www.3dec2018.se/
Resultater: http://www.ianseo.net/Details.php?toId=3153

DANMARKS TRUP, EM I SVERIGE

Dame compound
Kirstine Godskesen, Holstebro Bueskytteforening
Pernille Olsen, Kalundborg Bueskytteforening
Sisse Gram, Aabenraa Bueskyttelaug

Dame Langbue
Stine Munch Hansen, Arcus
Carin Eriksson, Køge Bueskyttelaug
Ann Dorthe Pedersen, Trelde Næs Bueskydning

Dame Barbue
Stine Kjær Andersen, Lavia København
Ann Lisa Pedersen, Trelde Næs Bueskydning

Dame Instinktiv
Josefine de Roepstorff, Københavns Bueskyttelaug
Ninna Quaade Nielsen, Pamhule

Herre Compound
Stig Andersen, Arcus
Jozsef Csikos, Varde Bueskyttelaug
Erik P. Nielsen, Nr. Snede Bueskyttelaug

Herre Langbue
Martin Foged Jørgensen, Ulbølle Sg&If
Christian Jørgensen, Christiansfeld
Jes Lysgaard, Lyngby Bueskyttelaug

Herre Barbue
Claus Kjær Vigen Larsen, Københavns Bueskyttelaug
Mikael Bo Hansen, Randers Bueskyttelaug
Thomas Lefevre, Lavia København

Herre Instinktiv
Frank Christiansen, Aabenraa Bueskyttelaug
Jørgen Colfach Poulsen, Pamhule
Zibrandt Christensen, Christiansfeld