Den første udtagelse til European Games 2015

Den første udtagelse til European Games 2015



Kategori: Elite, Generelt, Info omkring landsholdet

Johan Weiss, Randers Bueskyttelaug, er udtaget til European Games 2015. Johan Weiss blev samlet vinder af april måneds udtagelsesstævner, hvor landets bruttoholdsskytter konkurrerede over 6 stævner. Randers-skytten, der til daglig bor i Sydkorea, blev en klar samlet nr. 1 i udtagelserne.

I herre recurve har Danmark en plads, som blev sikret ved EM i 2014. I dame recurve har Bueskydning Danmark 3 pladser, og skytterne skal deltage i den individuelle turnering og i holdturneringen. Bueskydning Danmark har nu indstillet tre dame skytter til DIF. Vores målsætning er dog, at det er samme hold, der skal deltage i VM i juli, som også deltager i European Games. Derfor vil det endelige hold først blive sat senere. I øjeblikket har vi fem skytter, der træner benhårdt og drømmer om en plads til såvel European Games og VM.

De skytter, der er indstillet i første omgang til European Games, er: Maja Jager, Broby Bueskytte Klub, Carina Rosenvinge, Aarhus Bueskyttelaug og Randi Degn, Taastrup. Disse tre er nr. 1-3 på resultatlisten efter udtagelsesstævnerne, som for damernes vedkommende sluttede 11. april. Udviklingen og indsatsen fra den dato og frem til og med World Cup 2 vil være afgørende for, hvem af de fem skytter, der vinder pladserne til European Games og VM. Udover de tre nævnte navne er Natasja Bech og Anne Marie Laursen med i truppen, der arbejder mod VM.

 

Sportschef Allan B. Grønkjær udtaler:

“Vi ønsker, at European Games skal være en rigtig god forberedelses-turnering før VM. Derfor udtager vi først det hold, der skal til European Games og senere til VM efter World Cup 2 i Tyrkiet. Der er en god måned mellem European Games og VM, og det giver os god mulighed for at teste dame VM-holdet af i en stærk konkurrence.

 

Danmark stiller også op i mixhold ved European Games. Johan Weiss er som eneste herreskytte automatisk deltager på dette hold, mens det først senere bliver afgjort, hvem af dameskytterne der skal være hans holdkammerat.

 

Om European Games 

European Games er det første af sin art. Det kaldes også for europæisk OL og kan sidestilles med kontinentale mesterskaber som Asien Games og Commonwealth Games.

  • Hvor: Baku, Aserbajdsjan
  • Hvornår: 12.-28. juni 2015
  • Hvem: ca. 6.000 atleter fra 50 europæiske lande
  • Hvad: 20 udvalgte idrætsgrene

 

Læs mere om legene på www.baku2015.com og følg med under legene på TV 2 Sport.

(foto: www.ffoto.dk)