DIF tilbyder gratis workshop om kost, krop, træning og trivsel

DIF tilbyder gratis workshop om kost, krop, træning og trivsel



Kategori: Generelt

Foreninger, der gerne vil sætte spot på den naturlige krop og skabe et miljø, hvor sundhed, præstation og trivsel er i balance, har nu mulighed for at bestille en gratis workshop til deres unge udøvere.

Unge mennesker er optaget af kropsidealer og udseende som aldrig før, og en helt ny undersøgelse viser, at hver anden pige i 9. klasse mistrives.  En hyppig nævnt årsag til mistrivslen hos piger er presset fra sociale medier om, at de skal se godt ud og være perfekte. De sociale medier bruges af pigerne især til at sammenligne og vurdere hinanden og ikke mindst hinandens udseende og kroppe.

Tilbud til jeres foreninger

Det gælder også for unge atleter, og hvis kropsbygning og vægt kan være afgørende for deres sportslige præstationer, er de ekstra udsatte. Vi ved, at mange foreninger allerede er meget opmærksomme på, hvordan deres unge atleter håndterer tematikken omkring idræt og vægt, og her kommer et tilbud, som I meget gerne må sende videre til dem:

  • Gratis workshop om kost, krop og træning for klubbens unge atleter

Hvem kan deltage på workshoppen?

Det er foreningens unge medlemmer, dvs. piger og drenge i alderen 14-18 år, der kan deltage på workshoppen. Det er altså ikke foreningens ledere eller trænere, men de unge selv, der er målgruppen.

Hvad handler workshoppen om?

Workshoppen om kost, krop og træning har til formål at bidrage til en øget accept af den naturlige krop, så både sundhed, præstation og trivsel på en og samme tid kan tilgodeses.

Deltagerne inviteres ind i et rum, hvor ingen svar er rigtige eller forkerte, men hvor der med oplysning og fælles dialog reflekteres over flere af de temaer, som fylder i atleternes hverdag og idrætsliv omkring krop, mad og vægt.

Atleterne får et større kendskab til

  • Hvad det vil sige at have et godt og naturligt forhold til mad og krop.
  • Hvordan man passer på sin krop, når man træner.
  • Hvordan man forholder sig til viden om mad og træning.
  • Hvordan man passer på sig selv i en digital verden.
  • Hvad god kost til hverdag og træning grundlæggende handler om.
  • Hvordan man ved, om man spiser nok, uden at tænke på kalorier.

DIF har i første omgang mulighed for at afholde 15 gratis workshops, og jeres foreninger kan booke en af de 15 workshops ved at sende en mail til Maiken Ziebell; mzb@dif.dk