Eat Sleep Archery

Eat Sleep Archery



Kategori: Generelt

Fra luftmadrassen til skudlinjen
Det er lørdag d. 14. oktober. Knap 5 kilometer udenfor Randers ligger Langvang Atletik og multihal, hvor årets Eat Sleep Archery stævne afvikles. Duften af friture og en ellers uvant stilhed i en idrætshal er det første man møder, når man træder ind i ankomsthallen. Men stilheden varer ikke længe, lige så snart man træder ind i atletik og multihallen, er der en summen og en sitren. Stævnet er allerede i fuld gang, klokken er 12.30 og de første pile blev sendt afsted kl. 12.00.

Billederne er fra Eat Sleep Archerys Facebook side (fotokredit: Karsten Kozak Sørensen og Peter Fogh Andersen)

Hallen er fyldt med mennesker. Lyden af buer der sender pile afsted og pile der rammer måtter, blandes med musikken fra anlægget og lyden af glade, spændte stemmer fra de mere end 150 deltagere og deres følgere. Hallen er på en måde delt i to; et område til luftmadrasser, feltsenge, liggeunderlag og andre former for transportable senge og skydebanen. De to områder grænser helt op til hinanden, så de første luftmadrasser ligger kun få meter fra ventelinjen til skydezonen. I nogle af sengene er der allerede skytter der ligger og lader op til deres tur på skudlinjen.

Billederne er fra Eat Sleep Archerys Facebook side (fotokredit: Karsten Kozak Sørensen og Peter Fogh Andersen)

Stævnet styres fra dommerbordet i den ene side af hallen. Ved siden af dommerbordet er præmiebordet med de mange Bue-præmier linet op. Det er noget af en gavebod. Lars Christian fra Randers Bueskyttelaug er arrangør af årets stævne, som på mange måder er et rekordstævne: Rekord mange deltagere, stævnet blev udsolgt på under to dage, rekord mange sponsorer og præmier for over 100.000 kr., flest antal pile skudt og flest internationale deltagere.

Sammenhold og fællesskab på trods af forskellighed
Bueskydning er ikke bare bueskydning. Bueskydning er en bevægelseskultur med mange subkulturer og forskelligartede discipliner. E.S.A er et samlingspunkt på tværs af de forskellige niveauer, buetyper, discipliner og kulturer. Her mødes bueskytter fra alle kroge af Danmark, om deres fælles passion: Bueskydning. Foruden de danske skytter var der hold fra Tyskland, Sverige og Færøerne, og stævnet styrker på mange måder sammenhængskraften både i dansk og international bueskydning.

Når man kigger rundt blandt deltagerne og deres buer, og deltager i samtalerne, bliver det tydeligt hvor alsidigt og mangfoldigt bueskydning i virkeligheden er. Der er deltagere i nærmest alle aldre og køn. Mange af holdene har fået lavet t-shirts eller er klædt særligt på, så det er tydeligt hvem der er på hold sammen. Men spilletøjet er ikke som i mange andre sportsgrene. Særligt et hold skiller sig ud; langbueholdet i de traditionelle middelalderdragter. Langt de fleste hold har gjort noget ud af deres beklædning, så det passer til deres holdnavn og holdidentitet.

Billederne er fra Eat Sleep Archerys Facebook side (fotokredit: Karsten Kozak Sørensen og Peter Fogh Andersen)

Frivillighed – en hyldes til dem som gør en kæmpe forskel
Eat Sleep Archery er et stort stævne, og selvom det ikke er et officielt stævne, er det et stævne der er lagt mange arbejdstimer i. Når Eat Sleep Archery afvikles, er det kun fordi en gruppe frivillige har knoklet i ugerne op til, men også i lang tid forinden stævnet. Lars Christian har lagt blod, sved og mange timers arbejde i stævnet, og derfor har jeg spurgt ham hvad der motiverer ham til at lave Eat Sleep Archery.

” Min største motivation i forbindelse med ESA er helt klart at lykkes med at lave noget enestående som skiller sig ud. Det at kunne skaffe sponsorer og dermed præmier som skytterne kan få glæde af, er megafedt! Det er motiverende at lave noget som skytterne sætter pris på, og som de ser frem til. De mange positive tilkendegivelser der kommer, er uden tvivl og med til at give det hele et ekstra push, for at nå i mål.”

 

Billederne er fra Eat Sleep Archerys Facebook side (fotokredit: Karsten Kozak Sørensen og Peter Fogh Andersen)

Nogle gange glemmer man, at de frivillige, udover at være i fuld gang med at give deltagerne en god oplevelse, selv er i gang med at opleve og skabe minder.

” Det bedste ved at lave stævnet må være når det er færdig. Nej. Det er fedt at opleve den summen der er i hallen, om det så er kl. 16.00 lørdag eftermiddag, eller kl. 04.00 natten til søndag. Nogle skyder ESA for at gennemføre, og måske være heldig at vinde en shoot off. Mange af skytterne har ikke før prøvet at vinde en shoot off som kan udløse en præmie på måske 1.500 kr. Andre deltager for at vinde stævnet i deres klasse. Men alle, håber jeg, deltager for at hygge sig og have det sjovt med sporten og buevennerne.”

Du kan allerede nu begynde at glæde dig til næste års stævne som efter planen kommer til at ligge første weekend i uge 42; d. 12.-13. oktober. Du kan følge med og tilmelde dig stævnet på Eat Sleep Archery’s hjemmeside her