Finaleskydning ved VM 2019 i Holland

Finaleskydning ved VM 2019 i Holland



Kategori: Elite

Torsdag var en hård dag for de danske skytter ved VM 2019. Desværre er der ingen danskere med, når der i weekenden skal deles medaljer ud   

VM i bueskydning fortsætter ufortrødent i byen ‘s-Hertogenbosch i Holland, og de danske skytter blev alle overmatchet på en hård dag på VM banen. Selvom vejret igen var tilbage til det middelmådige sommervejr, gjorde det ingen forskel for danskerne.

Torsdag formiddag var der holdmatch for Compound på programmet. Damsbo, Hansen og Laursen skulle i 1/4 finalen op imod det stærke Tyrkiske hold som havde slået Indien i deres match inden mødet med danskerne. Det blev en helt lige affære, og matchen gik da også i shoot off efter 233-233. Her var Tyrkerne desværre skarpest, og skød sig direkte videre til semifinalen, som de også vandt. Dermed står Tyrkerne i VM finalen, og skal her op imod Korea.

I compound mix-hold, skulle Martin Damsbo og Tanja Jensen op imod Norge. Den match dominerede danskerne klar, og førte fra start til slut (155-152). I ¼ finalen ventede Frankrig, og det blev en anderledes tæt affære, som endte med en fransk 1 point sejer (151-152). Det franske mix-hold strøg i semifinalen også forbi Taiwan, og skal nu op imod Korea i VM finalen.

Eftermiddagens program, bød på danske individuelle finaleskydninger. Tanja Jensen havde kvallet sig direkte ind i 1/16 finalen, hvor hun skulle op imod mexicanske Brenda Marino. Den match vandt Jensen stensikkert 146-138, og rykkeder herefter et par baner længere hen for at dyste mod Indiske Triya R. Adriyani. Tanja fik en skidt start på den match, og fandt sig selv nede med 4 halvvejs, men fik med en imonerede perfect score i de sidste 3 runder, lukket hullet på til Inderen. Matchen gik i dobbelt shoot off efter X fra begge skytter i første hug, men i andet forsøg strøg Adriyani videre med endnu et X. Derved sluttede VM for Tanjas vedkommende med en 9. plads.

Martin Damsbo har været stærkt skydende ved dette VM, og det fortsatte også denne torsdag eftermiddag. I hans 1/16 finale fik Tyrkiske Muhammed Yetim for 2. gang på bare 3-4 timer, endnu en lektion i Damsbo´s bueskole, og blev sendt hjem og læse på lektien med 147-145. Efterfølgende blev franske Pierre-Julien Deloche også ekspederet pænt ud af VM med 146-144, og dermed stod Damsbo blandt de sidste 8 skytter. I ¼ finalen ventede Amerikanske Braden Gellenthien, og her var der virkelig voksen modstand til Damsbo. Med imponerende 150 point, levnede Gellenthien intet til tilfældighederne, og strøg direkte ind i medaljeræset på bekostning af Damsbo som ender sit VM på en flot 6. plads.

Maja Jager havde tirsdag skudt sig frem til 1/16 finalen, hvor Tyske Elena Richter ventede. Tyskeren havde skudt en rigtig godt kvalifikation med en samlet 9. plads til følge, så der var pres på Maja før kampen. Det blev lidt af en VM gyser, hvor Maja hele vejen var presset til sit yderste. Matchen gik fra spændende til nervepirrende i en shoot off, men her sætter det danske es en flot 10´er som bringer hende videre til en vigtig 1/8 finale. Med sejren over Richter, kvalificerer Maja sig samtidig til kvindernes kvalifikationsturnering til Tokyo 2020, altså finaleskydning om OL billetter.

I 1/8 finalen tørnede Maja sammen med Japanske Tomomi Sugimoto, og det blev igen en tæt affære. Japaneren trækker dog det længste strå i matchen og vinder 6-4. Maja slutter dermed VM på en 9. plads.

Fredag bliver sidste dag med dansk deltagelse ved dette VM. Klokken 10.00 skyder Maja Jager kvalifikation om OL biletter for Dame Recurve. Hun skal op imod Svenske Christine Bjerendal, og vinder hun den match, skyder hun Danmark direkte til OL i Tokyo (individuel plads for RW). Taber Maja sin match mod Bjerendal, får hun endnu en chance imod Alejandra Valencia fra Mexico, eller Audrey Adiceom fra Frankrig.

Du kan følge Maja her: VM 2019 på IANSEO

Danmarks Herre Compound Hold ved VM 2019 (Damsbo, Laursen, Hansen)

Der var rigtig mange tilskuere til Maja´s finaleskydning på VM anlægget i Hollandske Hertogenbosch

Martin Damsbo skød til sig til en 6. plads ved VM 2019

Danmarks Compound Mix-hold i action ved VM 2019