Fotokonkurrence – Buernes Dag 2022

Fotokonkurrence – Buernes Dag 2022



Kategori: Bredde, Generelt
Tags: ,

Buernes dag er et gratis åbent hus arrangement, hvor Bueskydning Danmark og din lokale bueklub inviterer alle interesserede til at komme og prøve kræfter med bueskydning. Der vil være åbent i klubben mellem klokken 12.00 til 15.00 og man kommer bare.

Alle bueklubber som er medlem af Bueskydning Danmark, har mulighed for at deltage i dette arrangement. I den forbindelse udbyder Bueskydning Danmark en lang række materiale, heriblandt PR-materiale til online platforme, ophæng og omdeling i lokalområdet. Arbejdet med at udvikle dette materiale er allerede begyndt og her kunne vi godt bruge jeres hjælp. Vi har derfor lavet en foto-konkurrence.

I år ønsker vi at sætte fokus på bueskydning som familiesport og hertil skal vi bruge et rigtig godt billede til, blandt andet at pryde vores Buernes Dag plakat. I Bueskydning Danmark er ca. 2/3 af vores medlemmer over 18 år, og vi ved at mange familier nyder at kunne gå til bueskydning sammen. Det er ligeledes en tendens der vinder frem generelt i dansk idræt, og derfor vil vi gerne, med Buernes Dag, sætte fokus på at man kan gå til bueskydning sammen som familie.

Fotokonkurrence!!

Konkurrencen går i sin enkelthed ud på at tage det bedste billede til dette års Buernes Dag plakat.

Udviklingskonsulent Astrid er den enerådige og benhårde dommer i denne konkurrence. For at hjælpe jer lidt på vej med at ramme hvad Astrid er på udkig efter og give alle en fair chance i konkurrencen, får I her et par ledetråde:

  • En familie i ”action”
  • Man skal kunne se at vi er til bueskydning – Der skal indgå buer og pile
  • Billedet skal ramme målgruppen – Familie
  • Der skal være både børn og voksne på billedet
  • Vi skal se glade ansigter med personer med fronten til kameraet og ikke en masse rygge
  • Flere køn ville være en fordel
  • Det skal være et vertikale billedformat som passer godt til en plakat (Højt/stående formatet)
  • Billedfilen skal helst fylde et par megabite og må ikke være slørret på det primære motiv

Inspirationsbilleder:

Astrid er ikke på udgik efter et skydelinjebillede som dette:

Præmie

Bliver dit billedet valgt ud som det der skal pryde plakaterne til dette års Buernes Dag, vil du selvfølgelig modtage et par eksemplarer af plakaten. Derudover vil du medtage Bueskydning Danmarks nye halsedisse til dig og de andre på vinderbilledet.

LAD KONKURRENCEN BEGYNDE!

Vi glæder os til at se alle jeres gode, glade og kreative billeder og håber at mange af jer har lyst til at deltage i vores lille konkurrence. God fornøjelse!

Deltagelse

For at deltage i konkurrencen skal du sende dit billede i en høj kvalitet til udviklingskonsulent Astrid Carstensen senest den 4. april på mail her. Skriv gerne “Buernes Dag – Fotokonkurrence” i emnefelten og skriv hvilken klub du er fra og hvem der er på billedet.

Ved at deltage i konkurrencen og indsende dit billede giver du Bueskydning Danmark lov til at bruge billedet til Buernes Dag 2022 PR-materiale. Det betyder samtidig at du er ansvarlig for at alle på billedet er bekendte og okay med denne brug af billedet. Bueskydning Danmark har rettighederne til brugen af den færdige plakat.