Guld og sølv til World Cuppen i Shanghai

Guld og sølv til World Cuppen i Shanghai



Kategori: Elite, Info omkring landsholdet

Det danske compoundhold vandt i dag guld ved årets første World Cup i Shanghai, Kina. I finalen slog de i en tæt match Rusland. Matchen sluttede 229 – 229, og der skulle en shoot off til at finde vinderen. Danmark skød 29 på de tre pile, mens Rusland skød 28. Guld til Sarah Sönnichsen, Tanja Jensen og Erika Anear.

“Vi er så glade. Vi kom hurtigt meget foran, men Rusland kæmpede sig tilbage. Vi skød en fantastisk shootoff. Vi har åbenbart et rigtig godt tag på de her russere”, siger Erika Anear i en pressemeddelelse.

Sølv til Sarah Sönnichsen

Nogle timer efter guldfinalen med holdet skulle Sarah Sönnichsen skyde sin individuelle guldfinale. Hun var her oppe mod verdensetteren Sara Lopez fra Colombia. På trods af finalenerver gav Sarah den colombianske Sara kamp til stregen, og hun måtte se sig slået med to points efter de 15 pile til hver. Sarah Sönnichsen sagde efter finalen:

“Det var stort og anderledes at stå i en World cup finale. Jeg var rimelig nervøs, så jeg føler, at jeg har vundet sølv. Det er et stort skridt for mig at komme så langt.”

 

Næste opgave for Sarah Sönnichsen er World Cuppens 2. afdeling i Medellin, Colombia, mens hun sammen med sine holdkammerater Erika Anear og Tanja Jensen skal deltage i EM i Nottingham, England den sidste uge af maj.