Hvor nyt og gammelt mødes – Bueskydningen fylder 80 år

Hvor nyt og gammelt mødes – Bueskydningen fylder 80 år



Kategori: Generelt

Den 24. maj 1941 blev Dansk Bueskytte Forbund stiftet på en generalforsamling i Aarhus. Siden er der fløjet mange pile gennem luften og i dag hedder forbundet Bueskydning Danmark og kan fejre 80-års jubilæum. I den anledning kommer her et historisk tilbageblik på Bueskydning i Danmark.

Herrerne er i skjorte og slips, damerne i figursyede jakker og lange nederdele og på hovedet bærer de hatte med kunstfærdig pynt. Sådan tog bueskydning på konkurrenceplan sig ud tilbage i tiden, og vi har taget et kig på historien i anledning af, at det i år er 80 år siden, det danske forbund er stiftet. Til den stiftende generalforsamling i 1941 var der repræsentanter for 7 bueforeninger. I dag er slipset og hatten skiftet ud med sportstøjet, og forbundet repræsenterer mere end 70 bueklubber rundt i hele landet.

Bueskydning fik sin store opblomstring under besættelsen. I 1939 måtte alle riffel- og pistolskytter aflevere deres våben på den lokale politistation, og uventet fik buen en opblomstring. Både skytter med interesse for jagt og skytter med interesse for konkurrenceskydning på skiver samledes i bueforeningerne, der skød op flere steder i landet. I maj 1941 stiftede nogle af disse foreninger så Dansk Bueskytteforbund. I 1942 blev forbundet også optaget i Dansk Idræts-Forbund.

På verdensplan har danske bueskytter gennem tiden markeret sig med flotte resultater til både VM og EM.  Allerede i 1946 lykkedes det danske skytter at hente to guldmedaljer med hjem fra verdensmesterskaberne i Sverige, og siden da har danske skytter jævnligt vundet medaljer ved verdens- og europamesterskaberne. Desuden bliver dansk bueskydning også repræsenteret ved OL i Tokyo til sommer, hvor Maja Jager, som den eneste – indtil videre – er kvalificeret.

Som næsten alle andre sportsgrene, udvikler bueskydning sig også kolossalt både på udstyrssiden og hvad angår træningsmetoder. Nye moderne buetyper er kommet til, og i dag kan man både konkurrere i skiveskydning, 3D-skydning og Combat Archery, hvor der garanti for action og sved på panden. For dem, som helst vil skyde så enkelt som muligt, tilbyder bueskydning også mulighed for, at man kan skyde med den såkaldte langbue. Det er en træbue, som udmærker sig ved at være den bue, som kommer tættest på den oprindelig bue, og som altså også i store træk ligner den bue, som man skød med i 1940’erne, da det hele for alvor begyndte, og bueskydning blev etableret i et egentligt forbund.

I 1941 var Bueskydning ikke en sport for børn og unge. Det ser helt anderledes ud nu, hvor ca. 30 % af skytterne er børn og unge, og hvor sporten ofte dyrkes som familieaktivitet.

Tak til alle vores 71 foreninger og deres medlemmer, vi glæder os til at forsatte det gode samarbejde.