Landsholdet går udendørs. Første opgave er europæisk Grand Prix

Landsholdet går udendørs. Første opgave er europæisk Grand Prix



Kategori: Elite, Generelt, Info omkring landsholdet

DM indendørs for seniorer afsluttede deres indendørssæson, og sigtet er nu sat på udendørs opgaver. For mange er målet VM i København om fire måneder. Sportschef Allan B. Grønkjær har lavet en blog på facebook, hvor han skriver om dette mål:

“Det er spændende og et privilegium at være med til bygge op til dette års VM. Jeg har to gange tidligere – VM 2011 i Italien og VM 2013 i Tyrkiet – været med til at forberede det danske landshold. VM er noget helt særligt.

For recurve er det OL-kvalifikation, og alle deltagende nationer har et enormt fokus på, at forarbejdet, de hundredevis timers træning og planlægning skal give dem succes på de pile, der tæller mere end på noget andet tidspunkt i de fire år, der er gået siden sidste OL-kvalifikation. For flere lande har OL-kvalifikationen så stor betydning, at en VM-medalje kun er 2. prioritet. 

For compound er det en mulighed for at kæmpe mod det stærkest mulige felt og markere sig som verdens bedste. Konkurrencen er benhård, og hvert pointtab kan være afgørende. De danske skytter har gennem flere år vist, at de står stærkt i det internationale felt. Det bliver meget interessant at se, hvem de stærkeste konkurrenter er i denne sæson.”

Du kan læse hele bloggen her: https://www.facebook.com/pages/Sportschef-Allan-B-Grønkjær/300804306633958

DM indendørs var også sidste mulighed for at skyde sig på udendørs bruttolandsholdet, og den chance greb tidligere OL-deltager Louise Laursen hos dame recurve. Du kan se hele bruttotruppen for recurve her og for compound her.

 

Grand Prix i Marathon, Grækenland

I næste uge sender vi de første landsholdsskytter i aktion i udendørssæsonen i et internationalt stævne. I Marathon, Grækenland, er der Grand Prix, og Danmark stiller med seks herre recurveskytter og 1 herre compoundskytte.

For recurve er det samtidig sidste mulighed for at kvalificere et dansk herrehold til European Games i Baku, Aserbajdsjan i juni. Ved EM 2014 kvalificerede det danske dame recurvelandshold sig til European Games, og Nikolaj Wulff sikrede 1 dansk nationsplads individuelt. Denne individuelle plads kan byttes til en herre recurve holdplads, hvis det lykkes at komme blandt de fire sidste hold ved den særlige kvalifikationsturnering for hold ved Grand Prix 2015 i Grækenland. Danmark skal kæmpe mod en række andre lande, der endnu ikke er kvalificeret, om at komme med som hold til European Games. Det er bl.a. lande som Italien, Holland, Tyrkiet, Polen og England, der ikke er kvalificeret på herresiden.

 Den danske trup til Grand Prix er:

Herre recurve

  • Frederik Sönnichsen
  • Nikolaj Wulff
  • Aske Halskov
  • Bjarne Laursen
  • Claus Andersen
  • Laust Andersen

Herre compound

  • Stephan Hansen

Holdleder er Klaus Lykkebæk

 

Danage Cup i Vejle på søndag vil for herre recurve være afgørende for, hvilke tre skytter der får lov at repræsentere Danmark i holdturneringen ved Grand Prix’et. World Archery Europe skal nemlig have navnene på landsholdene INDEN, kvalifikationsrunden starter.

Du kan følge Grand Prix’et her: http://www.egp-marathon.gr