OL-værter roser Københavns ikoniske VM-set up

OL-værter roser Københavns ikoniske VM-set up



Kategori: Elite

De kommende OL-værter fra Rio 2016 og Tokyo 2020 var fulde af beundring, da de hentede inspiration fra VM i bueskydning i København.

Det tager normalt ni år at organisere et OL fra det første bud til den olympiske ild gives videre. Mens OL i Rio er lige op over, så har Tokyo stadig nogle år at løbe på.

Begge OL-værter var på inspektions- og inspirationstur ved VM i bueskydning i København. VM i den danske hovedstad er et rigtig godt udgangspunkt for OL-værterne, da det er det største og mest alsidige VM nogensinde med 623 deltagere fra 96 nationer.

“Selvfølgelig er et VM anderledes end et OL, men uanset hvad, så er der en masse mennesker fra mange lande samlet her,” siger Hiroki Onodero, der er chef for OL-arenaerne i Tokyo.

OL-værterne kiggede blandt andet nærmere på VM-arenaerne og selve eksekveringen af mesterskabet. De talte med atleter, trænere og officials for at suge information til sig. Disse erfaringer tager de med hjem til afviklingen af bue-konkurrencen ved hver deres OL.

“Jeg har lært, hvor vigtigt set up’et på hver venue er, da hvert land og sted har deres unikke identitet,” siger Hiroki Onodero.

Målet er at få omsat hvert steds identitet til en unik bueskydnings arena. Det er netop lykkedes ved VM i København, hvor Christiansborg og mange af hovedstandens historiske bygninger er et gennemgående symbol.

”Det bliver en stor udfordring for os. Men vi er lige gået i gang og kommer til at bruge det, som vi har lært her i København,” siger Hiroki Onodero.

“Når Tokyo besøger et så prestigefuldt og velorganiseret VM som her fem år i forvejen, får de den bedst mulige forståelse for, hvad en stor bueskydnings event kræver. Den viden, som de har fået i København, er uvurderlig i forberedelserne af OL i Tokyo 2020,” siger Tom Dielen, der er generalsekretær i det international bueforbund og viste OL-delegationerne rundt.

Finalerne ved VM i bueskydning skydes i dag og i morgen på Christiansborg Slotsplads. Danmark er flot repræsenteret i to medaljekampe i hjertet af København. Stephan Hansen skyder om guld i compound-finalen mod Rajat Chauhan fra Indien. I herrernes hold compound skal Stephan Hansen, Martin Damsbo og Patrick Laursen skyde om bronze mod Italien.

Kommende OL-værter roser Københavns ikoniske VM-set up - foto - World Archery