Begge danske Compound hold klar til guldfinale – Læs rejsebreve nederst

Begge danske Compound hold klar til guldfinale – Læs rejsebreve nederst



Kategori: Diverse stævner, Elite, Info omkring landsholdet
Tags:

Deltagere:
Junior compound: Sasha Rasmussen og Sune Rasmussen
Senior compound: Tanja Jensen, Sarah Sönnichsen, Erika Anear, Martin Damsbo, Patrick Laursen og Stephan Hansen
Senior Recurve: Dennis Bager
Holdleder: Dan Hansen

Danmarks to compound-hold er begge klar til at skyde om guld ved indendørs VM i Ankara. Landstræneren forventer uhyggeligt tætte guldfinaler og håber på dansk sejr.

Det lugter af medaljer, var udmeldingen fra den danske lejr forud for indendørs VM i budskydning i Ankara. Og lugtesansen fik i den grad ret. Både Danmarks damer og Danmarks herrer kvalificerede sig fredag formiddag til VM-finalerne for hold i compound.

”Vi er rigtig glade og stolte over at være i vores 7. medalje-match i streg. Vores første match kørte fint og efter planen, men kvartfinalen var op ad bakke. Her viste vi god holdånd og trak sejren hjem på de sidste seks pile,” siger Martin Damsbo.

I kvartfinalen mødte de danske compound-herrer Tyrkiet, som Danmark besejrede 237-232. I semifinalen ventede Frankrig, hvor danskerne vandt med den mindst mulige margin, 234-233.

Med sejren er de danske compound-herrer Stephan Hansen, Patrick Laursen og Martin Damsbo klar til finalen søndag, hvor de møder Italien.

”Italien er topseedet til dette VM. Men erfaringsmæssigt er vi helt i toppen. Drengene er uhyggeligt erfarne, når det kommer til at stå i en finale. Det bliver en tæt kamp,” siger landstræner Niels Dall.

”Det er vanvittigt imponerende, så mange medalje-matcher drengene har stået i i træk. Det er uden lige. Bueskydning Danmark har aldrig set så høj kvalitet, som de tre har sammen. Det er fuldstændig outstanding,” siger han.

Danmarks herrer vandt sølv ved seneste indendørs VM i 2014 med samme hold som søndag altså skyder om guld.

Damerne i første guldfinale Danmarks compound-damer Erika Anear, Tanja Jensen og Sarah Sönnichsen har også rettet sigtekornet mod guld.

I deres kvartfinale vandt danskerne med 231-228 over Tyrkiet, inden Italien blev besejret med 231-229 i semifinalen. Dermed kan danskerne også se frem til at skyde om guld på søndag, når de møder Rusland i finalen.

”Det er fedt at være i guld-finalen. Jeg vidste, at vi kunne, og når det så lykkes, er det en rigtig fed fornemmelse. Ligesom hos herrerne viser vi, at når vi bliver presset, står vi sammen og yder en stor holdindsats,” siger en glad Tanja Jensen.

Landstræner Niels Dall er imponeret over den flotte danske præstation:

”Det er deres første store internationale finale. De møder Rusland, som er et meget erfarent hold og på forhånd var de største favoritter til at vinde VM. Så favoritværdigheden ligger hos russerne,” siger Niels Dall forud for guldfinalen.

”Når det så er sagt, så har Tanja, Erika og Sarah ligget på et uhyggeligt højt og stabilt niveau hele sæsonen, så jeg forventer en tæt match om guldet,” siger han.

Søndag skyder damerne guldfinale klokken 13:20, mens herrerne er på bagefter klokken 14:00 dansk tid.

Finalerne kan ses direkte her: https://www.youtube.com/user/archerytv

Læs mere om indendørs VM i Ankara her: http://bit.ly/1TF4RE0

Det blev desværre ikke til danske medaljer i de individuelle skydninger.

Læs holdleder Dan Hansens rejsebreve her – og følg med i resultaterne her.