Rejsekaos gav umulige betingelser for Fullerton til World Games 2022

Rejsekaos gav umulige betingelser for Fullerton til World Games 2022



Kategori: Generelt

Dagen før afgang til World Games 2022 i Birmingham (USA) udløste SAS piloternes strejke et sand rejsehelvede for Mathias Fullerton 

Taskerne var pakket og alt var timet til afgang mod World Games 2022, hvor Mathias Fullerton skulle forsvare den danske guldmedalje fra 2017. Et aflyst SAS fly fra København til Stockholm den 5. juli, fik dog hele forberedelsen til at ramle ned over hovedet på vores danske bue-es, samt træner Martin Laursen.

Oven i pilotstrejken, følger et voldsomt presset marked hvor alle andre fly afgange hurtigt bliver booket, og med mindre end 24 timer til afgang blev de mulige løsninger hurtigt få. Efter mange timers søgen, blev løsningen en togafgang i mod Hamborg, og derfra videre med fly til London som kunne levere en oversøisk afgang mod USA. Det blev dog ikke uden problemer, og mere end 48 timer efter afgang fra København, var Fullerton/Laursen stadig ikke kommet ud af Europa.

Der skulle findes nye løsninger fra London, hvor nye rejse-problemer var opstået. Her måtte Laursen/Fullerton splitte op og tage hver deres fly imod USA og derfra fange en indenrigs flyvning til Birmingham. Martin nåede først frem, og måtte vente nogle timer på Mathias, som desværre ankom uden udstyr.

En noget nær umulig situation at konkurrere under for Mathias Fullerton, der altså stillede til start med godt 3 dages rejse i kroppen og en sammensat bue af reserveudstyr fra feltets øvrige skytter. En frysepose og lidt tape blev anvendt til pilekogger, og så ellers ud og præstere!

Set i det lys, leverede Fullerton/Gellenthien et fantastisk resultat i Mix skydningen med feltets højeste score (158). Desværre samme score som Mexico, som skød sig forbi Danskerne i shoot off. Individuelt vandt Fullerton sin første match i mod Koreanske Youngjun Yun, men måtte se sig besejret i 1/16 dels finale af Roberto Hernandez fra El Salvador. Tanja Gellenthien skød sig frem til kvartfinalen, hvor hun tabte til den senere guldvinder Ella Gibson fra Great Britain.

Fullerton & Gellenthien kan følges igen til World Cup 4 i Columbia fra den 19-24. juli, hvor også Martin Damsbo og Stephan Hansen deltager.

Resultater fra World Games 2022 kan ses her: TWG2022 resultater

Mathias Fullerton, World Games 2022

Tanja Gellenthien, World Games 2022