Sportschef Allan Grønkjær håber på massiv opbakning i eventyrlige World Cup-rammer

Sportschef Allan Grønkjær håber på massiv opbakning i eventyrlige World Cup-rammer



Kategori: Diverse stævner, Elite, Info omkring landsholdet, Presse
Tags: ,

Verdens bedste bueskytter skal inden længe i aktion i Kongens Have i Odense tæt på H.C. Andersens Hus. 2016 Hyundai Archery World Cup Final har deltagelse af i alt syv danskere, og sportschef i Bueskydning Danmark, Allan Grønkjær, tror på rød-hvide topresultater, og han håber, at opbakningen bliver massiv.

Uagtet OL i Rio var uden dansk deltagelse i bueskydningskonkurrencerne, hersker der ingen tvivl om, at Danmark råder over verdensklasseatleter i den ædle sportsgren, som stiller store krav til ikke mindst finmotorik og mentale aspekter.

Hele syv danske bueskytter har mulighed for at vise sig frem på hjemlig grund den 24.-25. september i forbindelse med World Cup-finalen (2016 Hyundai Archery World Cup Final).

Sportschef i Bueskydning Danmark, Allan Grønkjær, tror på rød-hvide topresultater, og han håber, at opbakningen bliver massiv i Kongens Have, hvor bueskytterne får Odense Slot i baggrunden.

”Jeg glæder mig, og vi er alle super glade for atter at kunne vise os frem på hjemmebane. Det danske efterårsvejr med lidt blæst giver måske en lille fordel, og det vil – uanset hvad – være de små marginaler, der afgør, om man ender som nummer et eller otte i en række. Bueskydning er meget seværdigt, og underholdningsværdien er i top. Af de grunde kan jeg kun opfordre folk i almindelighed og pressen til at kigge forbi,” siger Allan Grønkjær.

2016 Hyundai Archery World Cup Final er opdelt i fire sessioner, og billetprisen per session er blot kr. 60.

Danmark har i øvrigt et stærkt renommé i den internationale bueskydningsverden. I 2009 var Nyhavn med til at sætte helt nye standarder for afviklingen af en World Cup-finale, og i sommeren 2015 lavedes et ikonisk VM-setup i hjertet af København på Christiansborg Slotsplads.

I sportslig kontekst i denne ombæring er fokus først og fremmest på Sarah Sönnichsen (Dame Compound), Martin Damsbo (Herre Compound) og Maja Jager (Dame Recurve).

Såvel Martin Damsbo (vinder af den samlede World Cup i 2013) som Maja Jager (Årets Sportsnavn i Danmark i 2013) har fynske aner, og de får altså herved hjemmebane med stort H.

”Vi er konkurrencedygtige, og jeg fornemmer, at skytterne er, hvor de skal være. Vi har rutinen – både skytterne og trænerteamet bag. Vi er godt rustet til de afgørende situationer, så troen på topresultater er bestemt til stede,” siger Allan Grønkjær.

Danmarks hold til World Cup-finalen i Odense

Dame Compound
Sarah Sönnichsen, TIK
Erika Anear, TIK

Herre Compound
Martin Damsbo, TIK

Dame Recurve
Maja Jager, Broby

Herre Recurve
Johan Weiss, Randers

Mix Compound
Stephan Hansen, Nykøbing
Tanja Jensen, TIK

Mix Recurve
Johan Weiss, Randers
Maja Jager, Broby

FAKTA OM WORLD CUP & WORLD CUP-FINALEN I BUESKYDNING I ODENSE

  • World Cup afvikles hvert år.
  • World Cup afvikles normalt over fire runder i fire forskellige lande, men pga. OL er der i 2016 kun afholdt tre indledende stævner i henholdsvis Shanghai i Kina, Medellin i Columbia og Antalya i Tyrkiet.
  • De syv bedste skytter fra årets World Cup-afdelinger har kvalificeret sig til World Cup-finalen i hver række, Recurve og Compound. Den ottende skytte i hver række er fra hjemlandet (uanset landets/skyttens placering på World Cup-ranglisten).
  • Derudover deltager årets bedste mixhold fra hhv. Recurve og Compound. De skyder mod et mixhold i hhv. Recurve og Compound fra værtslandet.
  • World Cup-finalen afvikles i Odense den 24.-25. september.
  • Der skydes i Kongens Have med Odense Slot i baggrunden.
  • Billetter kan købes her.
  • Officielt navn: 2016 Hyundai Archery World Cup Final.
  • World Cup-finalen i bueskydning 2016 arrangeres af Bueskydning Danmark i samarbejde med Sport Event Fyn og Sport Event Denmark.
  • World Cup-ranglisten – tryk her.
  • Pressen/medier kan/skal akkrediteres via dette link.
  • Foreløbigt program for World Cup-finalen – se nedenfor.
  • Følg mere med via Facebook – tryk her.
  • Oprindelig pressemeddelelse om tildelingen af 2016 Hyundai Archery World Cup Final – tryk her.
  • #ArcheryOdense #sporteventDK #visitfyn.

 

Download (PDF, 83KB)