En instruktørs beretning fra et trænerkursus i Grønland

I Qasigiannguit (Christianshåb, Grønland) bor der et par meget aktive mennesker Anne Mette og Lars, der gerne vil gøre noget for den lille by som de bor i. Lars har igennem nogen tid forsøgt at få en bueklub stablet på benene. Anne Mette er chef på det lokale museum hvor de går meget op i de arktiske buer. Med fælles hjælp prøver de at få noget bueskydning op at køre, så de kan sammenligne de buer der var engang med dem vi skyder med i dag.

For at kunne give bueskytterne og dem der gerne skulle komme til at skyde med bue noget ekstra, blev Bueskydning Danmark spurgt om de evt. kunne stille med en instruktør til 1-2 Træner kurset, da det jo var billigere at sende en mand til Grønland end at sende 7 personer til Danmark.

Det var her jeg kom i spil, Kenn ringede og spurgte om jeg havde mulighed for at tage et 1-2- træner kursus mere. Jo det kunne jeg da godt, hvor og hvornår, hvortil Kenn svarede at det skulle foregå i Grønland!! Jeg overvejede det grundigt i 2 sek. Jo det vil jeg da meget gerne.

Der var en del planlægning og der skulle blandt andet skaffes penge til billetten, men alt faldt på plads og de 19 juli kl. 22:00 fløj jeg mod Grønland, først til Kangerlussuaq for at skifte til en mindre flyver til Ilulissat og der fra til en båd som sejlede mig det sidste stykke, 1 time og 15 min.

Da jeg var velankommet til Qasigiannguit var der lige et par timer inden vi gik i gang med kurset. Der var i alt 7 trænere, der skulle have 1-2-træner kurset og af dem var der to som ikke kunne meget Dansk eller engelsk. Lars måtte derfor oversætte til Grønlandsk og retur på dansk da mit grønlandske ikke er så godt. Da vi var igennem de første 4 timer havde vi på trods af sprogbarrieren haft nogle gode snakke som der er lagt op til i materialet.

På dag 2 skulle vi træne at få en bue i hånden og noget skydning. Det gik op for mig at de ikke helt er der hvor vi er i Danmark med hensyn til buer og bane. Men når man gerne vil må man få det bedste ud af det, der er til rådighed. Der var blevet indkøbt buer og pile, men ingen arm og finger beskytter så det måtte vi lige have styr på. Heldigvis havde Annemette en del skind liggende så vi kunne klippe nogle fingerlapper og armbeskyttere indtil de kunne få nogen sendt op, hvilket tager flere uger da det skal med skib.

For at have et mål med at skyde med bue havde Anne Mette tilmeldt skytter til Arctic winter games der indeholder forskellige inuit sport, f.eks. højde spark til en sæl og som noget nyt bueskydning – indendørs på 18 m med Barbue. Vi blev derfor enige om at det var en god ide at skyde på 18m for at træne frem til stævnet 2020. Der blev skudt på 60cm ansigter. Der var et par skytter i klubben, der med de nye input til træning og det materiale trænerne fik udleveret, vil kunne komme betydeligt længere med deres skydning inden stævnet.

For mig var turen en kæmpe oplevelse alene turen i båden ud til Qasigiannguit hvor vi sejlede igennem isen fra Ilulissat isfjorden, der var de smukkeste isbjerge og isformationer. Jeg så hvaler hver dag der fiskede ude i havet lige syd for Qasigiannguit, og flokke af sæler. Vejret var det bedste man kunne ønske sig, vi havde klart vejr og sol, vi kunne se alt ud over havet, Diskoøen og andre fjelde rundt omkring.

Hvad fik jeg ud af sådan en tur: jeg mødte nogle søde og rare mennesker der gerne vil bueskydning og hvor der er en vilje er der en vej, selv om man ikke har der bedste faciliteter. Og så er det et smukt og barskt land, som jeg gerne vil anbefale, at man tager op og oplever.

Michael Egestad, Frederiksværk bueskytte forening, Bueskydning Danmark instruktør.