Update på diverse Mesterskaber og Forbundsmøde

Update på diverse Mesterskaber og Forbundsmøde



Kategori: Bestyrelsen, Diverse stævner, Forbundsmøde

DM Ungdom 2020
Efter statsministerens pressemøde mandag den 23. marts ser vi os nu nødsaget til at aflyse DM Indendørs for ungdom i weekenden den 18.-19 april.
Da træningen i klubberne tidligst kan komme i gang den 14. april, mener vi ikke, at det er holdbart at afvikle et DM allerede weekenden efter.
Vi er også meget usikre på, om vi kan få lov til at samle så mange deltagere, trænere og forældre på det tidspunkt. Sundhedsstyrelsen regner jo først med, at epidemien skal toppe i ugerne efter påske.

Nordiske Ungdomsmesterskaber 2020
Vi har mandag den 23. marts fået besked fra Det Svenske Bueskytteforbund, som i samarbejde med klubben i Uppsala, har valgt at aflyse dette års NUM.
Vi bakker selvfølgelig op om beslutningen fra Sverige, da der vil være stor usikkerhed om, hvorvidt det vil være muligt at afholde NUM i juli.
Beslutningen er allerede truffet nu, så alle har mulighed for at tilrettelægge deres sommerferie efter det.
Vi forventer, at NUM i 2021 vil blive afholdt i Uppsala i Sverige.

Forbundsmøde 2020 – udsættelse endnu engang
Vi har allerede varslet en udsættelse af Forbundsmødet til den 26. april.
Med dagens udmelding har vi besluttet at udsætte mødet yderligere. Så mødet er nu udsat til lørdag den 16. maj. Stedet for mødet vil blive oplyst senere.

Jeg håber, I alle kan holde modet oppe i denne tid, hvor vi skal stå sammen, ved at holde afstand.

Vi kan alle mærke, hvor meget fællesskabet i vores klubber betyder, når vi nu ikke har mulighed for at mødes.

Vi håber selvfølgelig alle, vi snart kan få gang i alle vores aktiviteter igen.

Pas godt på hinanden til vi kan mødes igen.

Mange hilsner

Morten Holm-Nielsen
Formand
Bueskydning Danmark