Usædvanligt vejr rammer 3D VM i Italien

Usædvanligt vejr rammer 3D VM i Italien



Kategori: Generelt

Der bliver i denne uge afviklet 3D VM 2022 i Terni, Italien. Skytterne til mesterskabet oplever så ekstremt vejr, at konkurrencen fredag morgen er udskudt på ubestemt tid   

Den Danske delegation var fredag morgen på vej til 3D banen i Terni, for at skyde kvartfinaler i holdkonkurrencen ved VM 2022. De nåede dog kun til hotellets udgang, inden de fik en melding fra turneringsledelsen på, at banen stod under vand, og ikke var tilgængelig til skydning.

Torsdag blev skydningen gennemført i ekstremt regnvejr, med afbrydelser undervejs. Det våde vejr fortsatte natten til fredag med kraftigt regn og torden. Banen i Terni er placeret i en dal, og det har betydet at vandet har samlet sig på det område banen er placeret på. Nu afventer de Danske skytter en melding fra turneringsledelsen. Banen skal angiveligt flyttes til et andet sted, hvor det er muligt at skyde.

Landstræner David Hauge udtaler; “Vi er sendt tilbage på hotellet og sidder “stand by” indtil stævneorganisationen finder et nyt sted at etablere en opvarmningsbane og stævnebane. Resultatet bliver interessant at se, for arrangørerne havde brugt hele dagen på at klargøre en bane til i dag. Vi er fuldstændigt uvidende om dagens videre udvikling, men jeg frygter det bliver en lang dag. For de 3 dame- og 3 herre skytter, som skal skyde hold, bliver opgaven nu at omstille sig mentalt til at stå i venteposition uden at vide hvad der kommer til at ske. 3d blev indført i World Archery i 2008, og denne “Force majeure” situation er aldrig sket gør.”

De Danske skytter som efter planen skal i aktion i dag er:
Denmark Herre mix (Stig Andersen, Zibrandt Christensen, Anders Skjødt). Holdet møder Østrig i deres kvartfinale
Danmark Dame mix (Kristina Bejder, Stine Hansen, Kirstine G. Klausen). Holdet møder USA i deres kvartfinale

Christian H. Andersen skal desuden også i kamp, da hans skydning i går blev afbrudt. Han møder Italienske Marco Bruno i en elimineringskamp.

Husk at du kan følge 3D VM på Ianseo, hvor alle resultater løbende bliver opdateret: 3D VM 2022 – IANSEO

Du kan også følge det danske 3D landshold på Bueskydning Danmarks facebook, hvor holdet løbende lægger billeder og videoer op. Se det hele her: Bueskydning Danmarks facebook

Du kan se og høre skytternes umiddelbare reaktion på dagens udskydelse, da de træder ud af bussen igen. Tryk på billedet her (Link til facebook video)