Bueskydning Danmark kåret til Årets Specialforbund

Bueskydning Danmark kåret til Årets Specialforbund



Kategori: Generelt

En afstemning på DIF’s årsmøde lørdag den 20. juni afgjorde, hvilket forbund der løb med den ærefulde titel som Årets Specialforbund 2020. Valget faldt på Bueskydning Danmark!

Bueskydning Danmark var indstillet til Årets Specialforbund i DIF 2020, og var forud for årsmødet valgt ud blandt de 3 sidste forbund i indstillingen. Det alene, blev på Bueskydning Danmark eget forbundsmøde omtalt som et stort skulderklap og en anerkendelse af det store arbejde som bliver lagt i udviklingen af Bueskydning Danmark.

På DIF´s årsmøde blev der afgivet stemmer blandt de 62 specialforbund under DIF, og på den måde blev det afgjort at Bueskydning Danmark skulle tildeles prisen som årets specialforbund 2020.

Prisen blev blandt andet givet ud fra kriterierne at Bueskydning Danmark er et forbund, som tænker nyt og anderledes, og ikke mindst eksekverer på deres tiltag. Bueskydning Danmark laver deres analytiske forarbejde, og arbejder ud fra et fagligt grundlag. Derudover har forbundet har arbejdet for at skabe en mangfoldighed af fleksible tilbud, der kan tiltrække og fastholde medlemmer.

”Det er en kæmpe ære. Vores mange frivillige har haft det hårdt her i coronakrisen, så det her er et stort skulderklap til dem,” siger formand for Bueskydning Danmark, Morten Holm-Nielsen.

Foto: Lars Møller