Danmark sender 22 skytter inklusiv en regerende verdensmester afsted til 3D EM i Sverige

Danmark sender 22 skytter inklusiv en regerende verdensmester afsted til 3D EM i Sverige



Kategori: Elite

Europamesterskaberne i 3D bueskydning skydes den 18.-22. september i Göteborg. Danmark er stærkt repræsenteret med et stort hold, inklusiv den regerende verdensmester i instinktiv-klassen. Landstræner David Hauge håber på danske topplaceringer.  

22 danske 3D-skytter kæmper fra tirsdag af om at blive Europas bedste i deres disciplin. De danske skytter skal konkurrere i fire discipliner: Langbue, instinktiv, compound og barbue.

Både tal- og talentmæssigt er det et stærkt dansk hold, der tørner ud i Göteborg. Således er Zibrandt Christensen regerende verdensmester i instinktiv-klassen, mens József Csikós har en VM-sølvmedalje at forsvare i compound.

Landstræner David Hauge håber på en dansk topplacering til EM, men har flere dagsordner med i pilekoggeret.

”Jeg forventer, at skytterne arbejder med de redskaber, de har indøver det sidste halve år. Det vil sige, at de er disciplinerede og ikke kommer ud af fatning, hvis der en pil, der ikke sidder perfekt,” siger han.

”De skal ikke hænge i deres fejl, men komme videre. Der skal være styr på tankerne i deres skydecyklus. Vi har arbejdet meget med det mentale tankesæt,” siger David Hauge.

3D-landsholdet arbejder med en totrinsraket. EM i Göteborg er første step, mens det helt store mål er VM næste år.

”Det er derfor, vi sender et kæmpe hold afsted til EM i Sverige. Håbet er, at vi kan få 12-15 skytter med til VM næste år. Derfor skal EM også bruges på at træne skytterne til at skyde under stort pres,” siger David Hauge.

”Vi har nogle skytter, der viser uhyggeligt højt niveau. Zibrandt Christensen forventer jeg ligger godt med i sin klasse,” siger han.

Nyt finaleformat øger presset
Til EM i Sverige er der indført et helt nyt finaleformat, hvor skytterne efter den indledende kvalifikation går videre til mand mod mand-eliminationsrunder, som man kender det fra skiveskydning.

”Finaleskytterne kommer under en helt anden type pres,” siger David Hauge.

”Jo højere placering i kvalifikationen, jo senere træder man ind i elimineringsrunderne. Det vil sige, at man kan komme til at gå 1½-2 timer uden at skyde. Når man så skal i aktion, møder man en skytte med højere selvtillid, end en der er helt kold. Man skal lande i løb,” siger David Hauge.

Kvalifikationen forløber over to dage, hvor der skydes 24 mål pr. dag.

DANMARKS TRUP, EM I SVERIGE

Dame compound
Kirstine Godskesen, Holstebro Bueskytteforening
Pernille Olsen, Kalundborg Bueskytteforening
Sisse Gram, Aabenraa Bueskyttelaug

Dame Langbue
Stine Munch Hansen, Arcus
Carin Eriksson, Køge Bueskyttelaug
Ann Dorthe Pedersen, Trelde Næs Bueskydning

Dame Barbue
Stine Kjær Andersen, Lavia København
Ann Lisa Pedersen, Trelde Næs Bueskydning

Dame Instinktiv
Josefine de Roepstorff, Københavns Bueskyttelaug
Ninna Quaade                             Nielsen, Pamhule

Herre Compound
Stig Andersen, Arcus
Jozsef Csikos, Varde Bueskyttelaug
Erik P. Nielsen, Nr. Snede Bueskyttelaug

Herre Langbue
Martin Foged Jørgensen, Ulbølle Sg&If
Christian Jørgensen, Christiansfeld
Jes Lysgaard, Lyngby Bueskyttelaug

Herre Barbue
Claus Kjær Vigen Larsen, Københavns Bueskyttelaug
Mikael Bo Hansen, Randers Bueskyttelaug
Thomas Lefevre, Lavia København

Herre Instinktiv
Frank Christiansen, Aabenraa Bueskyttelaug
Jørgen Colfach Poulsen, Pamhule
Zibrandt Christensen, Christiansfeld

FAKTA OM 3D EM I SVERIGE
Officel website: https://www.3dec2018.se/
Livescore: http://www.ianseo.net/Details.php?toId=3153