Maja Jager klar til EM-finalen i bueskydning

Maja Jager klar til EM-finalen i bueskydning



Kategori: Elite

Den tidligere danske verdensmester Maja Jager har netop skudt sig i EM-finalen i bueskydning. Tanja Jensen klar til kamp om bronze.

Ved europamesterskaberne i bueskydning i Polen havde danske Maja Jager skudt sig frem til semifinalen torsdag formiddag i OL-disciplinen recurve. Her stod Maja Jager over for franske Melanie Gaubil i kampen om en plads i EM-finalen.

Maja Jager var knivskarp og scorede flest point i de tre første sæt og vandt dermed semifinalen sikkert 6-0 (28-27, 28-26, 28-27). Dermed er Maja Jager klar til EM-finalen, som skydes lørdag klokken 16.20.

”Jeg er meget, meget glad for at have skudt mig i EM-finalen,” siger Maja Jager. ”Det havde jeg ikke turde håbe på på forhånd. Men på en god dag, hvor jeg virkelig formår at holde fokus på min egen proces, formår jeg at lette presset på mine skudre,” siger hun. ”Jeg får sat nogle gode skud lige i midten. Og det var heldigvis nok til at vinde,” siger Maja Jager.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at skyde en EM-finale på lørdag,” slutter hun.

Landstræner Niels Dall: ”Det er imponerende, det Maja har vist i dag. Hun har været godt skydende hele ugen,” siger han. ”Der var nogle småting, vi ikke var helt tilfredse med i kvalifikationen, men Maja formår virkelig at håndtere det meget professionelt og justere lynhurtigt ind,” siger Niels Dall.

I EM-finalen skal Maja Jager op imod Yasemin Anagoz fra Tyrkiet.

Den 19-årige tyrker har haft en god sæson, hvor det bl.a. er blevet til én World Cup-sølv og to World Cup-bronzemedaljer i Mix-hold. Hun har også vunder ungdoms EM med det tyrkiske Mix-hold tidligere på året.

I compound skød Tanja Jensen sig i bronze-finalen, hvor hun møder franske Sophie Dodemont. Den match skydes lørdag klokken 11.35.

Den regerende danske europamester i compound Stephan Hansen måtte se sig slået i shootoff i 1/16-finalen, mens Martin Damsbo led samme skæbne i 1/8-finalen.

Maja Jager, EM 2018 i Legnica (Polen)

Tanja Jensen, EM 2018 i Legnica (Polen)