Der findes 4 buetyper som anvendes i Danmark:

• Recurvebue, også kaldet olympisk bue
• Compoundbue
• Barbue
• Langbue, herunder instiktiv skydning og 3D skydning

 

Recurve

Recurvebuen er den olypiske bue – og kaldes sådan på grund af udformningen af buebenenes ender. Disse er nemlig bøjet fremad i skudretningen. Dette har dels til formål at give buen et bedre kast (højere pilehastighed) og dels at buen føles en smule blødere at trække ved fuldt træk. Der opnåes dog ikke decideret ”let-off” (mindre trækvægt ved fuldt træk), som det er tilfældet med
compoundbuen.

Recurvebuen laves både i lamineret træ og glasfiber, såvel som hvor midtersektionen er lavet af f.eks. aluminium, magnesium eller fiberkomposit og hvor buebenene er lamineret af forskellige kombinationer af træ, glasfiber, keramik, syntetisk foam, kulfiber osv. Det mest almindelige er take-down buen – dvs. en bue der kan skilles ad i 3 dele – men der laves også one-piece buer, der ikke  kan skilles ad. Sidstnævnte er som oftest træbuer, mens take-down buen både laves i træ og de andre nævnte materialer.

Recurvebuen henføres normalt til to forskellige klasser: Olympisk klasse og barbue klasse. I olympisk klasse er det tilladt at skyde med sigte, stabilisator(er), pilehylde og plunger (en enhed, der fjedrer mod siden af pilen). Disse enkelte dele kan fås i alle varianter af simple og avancerede udgaver. Stabilisatoren(e) tjener primært to formål: For det første at hjælpe til, at holde buen stabilt og roligt, mens man sigter. For det andet opsuger stabilisatoren en del af buens rystelser og rekyl – hvorved den arm og hånd der holder buen, ikke påvirkes så meget af disse rystelser og dermed er mere rolig i skudøjeblikket.

Pilehastighederne med recurvebue ligger normalt på mellem 40-70 m/s (130 – 230 fps) afhængig af trækvægt, pilevægt osv. Recurvebue kan skyde pilene op til ca. 400 m.

Compound

Compoundbuen er den teknisk set mest avancerede buetype. Buetypen er karakteriseret ved at være en ret kort bue – normalt mellem 29-45” lang – og ved at være forsynet med streng, kabler og hjul (cams) som kablerne kører omkring. Hjulene er monteret excentriske og kan være både runde og mere eller mindre elliptiske i form. Formålet med systemet er, at buen bliver lettere at holde ved fuldt træk, idét man da kun holder 50-20% af buens maximale trækvægt. Desuden bevirker systemet, at buen skyder pilene med relativt høje hastigheder.

Det ,at buen bliver lettere at holde ved fuldt træk benævnes ”let-off”. Ved en bue med 80% let-off, holder man således kun 20% af buens maksimale trækvægt. Man kan få compoundbuer med helt op til 99% let-off. Dette er dog ikke en fordel til konkurrence skydning, idét buen blive urolig at sigte med, dels fordi man holder hele buens vægt i strakt arm og fordi man mangler det modhold man får, ved at have en større trækvægt ved fuldt træk.

Udover at buen i sig selv er ganske teknisk avanceret, tillades der stort set alle former for avanceret tilbehør til buen – sålænge det ikke er elektronisk. Der anvendes ofte pilehylder, der ”falder ned” i skudøjeblikket, det er tilladt at bruge sigte med forstørrende linse, mekanisk release, stabilisatorer, 2-punkts sigte mm. Det mekaniske release betyder at man ikke holder på buestrengen med fingrene og at man har en form for mekanisk aftrækkersystem.

De forskellige ting der gør buetypen relativt avanceret gør også at det er relativt let at opnå høj præcision med buen. Pga. fordelen med let-off skydes der ofte med buer med højere trækvægt end med f.eks. recurvebuer. Compoundbuen er også den mest anvendte bue til jagt pga. dens effektivitet og da dens lille størrelse gør det lettere at færdes med den i vanskeligt terræn. Nogle vælger dog at skyde med buen uden en del af de avancerede hjælpemidler som forstørrende sigte og mekanisk release – og kan selv da opnå ganske høj præcision.

Buens midtersektion er oftest lavet i aluminium og buebenene af massivt glasfiberkomposit.

Pilehastigheden for denne buetype ligger oftest på mellem 280 fps og op til ca. 370 fps (85 – 113 m/s eller 307 – 406 km/t). Måles efter IBO standarden: 70#, 350 grains pil og 30” træklængde. Compoundbue kan skyde pilene op til ca. 500-600 m (verdensrekord 1800 m). Man må dog aldrig teste dette, uanset buetype, da ingen baner i Danmark er godkendt til det og man ved aldrig hvor pilen flyver hen!! Det er meget vigtigt at have respekt for hvor kraftig en compoundbue (eller hvilken som helst bue) egentligt er!

Langbue

Selvom langbuen er den mest traditionelle af de tre buetyper, er de langbuer der bruges til konkurrencer og jagt i dag meget anderledes end den oprindelige mandshøje langbue, som man kender den fra f.eks. vikingetiden i skandinavien eller middelalderens England. Disse buer var lavet af ét stykke træ, ofte takstræ, og var i udgangspunktet en lige stav, som fuldt opspændt beskrev et C eller halvmåne.

Så længe langbuen kun blev produceret af træ forblev den til en vis grad et specialbygget våben mere end en hyldevare. Udviklingen af glasfiber betød, at man fra 1940’erne nu kunne masseproducere langbuer og sidenhen recurvebuen. En udvikling som den amerikanske buejæger Fred Bear var pioner indenfor. Med glasfiberen blev det desuden muligt, at lave mere avancerede designs, der satte nye standarder for langbuens effektivitet.

I dag er forskellige variationer af refleks-defleks-langbuer på 150 – 170 cms længde langt den mest udbredte variation af langbuen, og de kendetegnes ved højere hastighed end de traditionelle langbuer og mindre håndschock (de rystelser der forplanter sig i hånden ved skudafgivelsen).

Ifølge World Archery’s regelsæt for langbueklassen skyder man i langbueklassen med en bue uden recurve og en minimumslængde på 150 eller 160 cm. Buen kan være lavet af træ, glasfiber, kulfiber eller en kombination af disse materialer og pilene skal være af træ. Man trækker og holder strengen med fingrene, og der er ikke monteret sigtemidler på buen – dvs. man sigter instinktivt.

Denne beskrivelse er modtaget fra Jon Jagd (www.bueogpil.dk)

Langbuen er den simpleste buetype af alle. På engelsk kaldes den sommetider for ”stickbow” eller ”stick and string” – altså en pind og en streng. Nutidens langbuer er dog
som oftest lidt mere avancerede end som så.

Der findes i princippet to forskellige typer langbuer, såkaldt ELB og AFB. ELB står for English Longbow (engelsk langbue) og AFB står for American Flatbow (amerikansk
fladbue). Engelsk langbue er mere rund i tværsnittet og er ofte lavet af ét stykke træ. Desuden er der ikke skåret nogen pilehylde, så pilen ligger på hånden. Amerikansk fladbue
er lamineret af flere lag forskelligt træ og glasfiber og der er som oftest skåret en pilehylde, som pilen ligger på.

Både AFB og ELB hører under langbueklassen, men som kuriosium kan nævnes, at i England anerkendes AFB ikke som værende en langbue. Stiller man op til stævner i
langbueklassen, skal man anvende træpile og pilene skal være forsynet med naturfjer som faner. Det er dog også muligt at skyde langbue med pile af moderne materialer (aluminium,
kulfiber eller kombination heraf) – men i så fald må man skyde i barbue klassen.

Langbue skydes uden nogen form for sigtemidler, men der er i princippet to måde man kan ”sigte” på: Enten sigter man med pilespidsen eller man skyder instinktivt. At skyde
instinktivt betyder at man fokuserer på det man skal ramme, i princippet på samme måde som når man kaster til måls med f.eks. sten eller kniv.

Pilehastighederne med langbue ligger normalt på mellem 40-60 m/s (130 – 195 fps dvs. fod/sekund) afhængig af trækvægt, buens design, pilevægt osv. Langbue kan skyde pilene
op til ca. 200-300 m. Man må dog aldrig teste dette, uanset buetype, da ingen baner i Danmark er godkendt til det og man ved aldrig hvor pilen flyver hen!!

Instiktiv skydning

Da man i langbueklassen ikke må montere et sigte på buen benytter man sig enten af instinktiv skydning eller en form for systemskydning.

Instinktiv bueskydning er kort fortalt en metode, der går ud på at du ser og fokuserer på det punkt du vil ramme, hvorefter du lader buehånden svinge buen op og pege pilen mod punktet. Det kan sammenlignes med evnen til at kaste en sten mod en træstamme eller et sammenkrøllet stykke papir mod en skrallespand. Hjernen ved ud fra hvad øjet ser og ud fra de mange skud, der ligger lagret i skyttens instinktive hukommelse hvordan den skal dirigere buehånden. Den instinktive metode er for mange den enkleste metode at lære i starten, men den benyttes også af mange af eliteskytter.

En anden måde at sigte på kaldes af mange for systemskydning. Systemskydning bygger på, at skytten kender sin pilebane og har bedømt afstanden til målet og ud fra det udregner hvor langt over eller under målet pilespidsen skal pege. Ved skytten eksempelvis at pilespidsen skal pege direkte på målet på en afstand af 40 meter, så skal den pege X antal centimeter under målet på eksempelvis 30 meter og X antal centimer over målet på eksempelvis 50 meter.

Valget af den ene eller den anden metode er typisk en temperamentssag, men man kan også delvis lade konkurrenceformen afgøre det. Skyder man meget på faste afstande (f.eks. 18 meters FITA) så vil en form for systemskydning være oplagt, da pilespidsen altid skal pege på det samme punkt ligesom et fastmonteret sigte. Skyder man derimod på ukendte afstande, som man gør det til 3D (jagtskydning) og feltskydnimg, så kan den instinktive metode, som bygger på en mere ubevidst afstandsbedømmelse, være en enklere og ganske effektiv metode til at opnå høj præcision. Når det så er sagt, så vil man blandt topskytterne til f.eks. 3D-turneringerne, hvor afstandene er ukendte, kunne finde både systemskytter og instinktive skytter.

3D skydning

3D-skydninger nyder af forskellige årsager stor popularitet blandt langbueskytterne. Langbuen er oprindelig opfundet som et våben til jagt, og de skytter, der tiltrækkes af langbuen, er ofte også interesseret i jagt med bue og pil, som er netop det 3D-skydninmgen efterligner, hvor naturtro efterligninger af jagtdyr stilles op i naturlige omgivelser. Maksimumafstandene er til disse turneringer 30 meter for langbuen.

Traditionel skiveskydning er imidlertid også både en klassisk konkurrenceform og særdeles god træning for langbueskytterne. Skiveskydning på faste afstande var den altdominerende konkurrenceform i 1700 – 1800 tallet, hvor langbuen var enerådende. Således skød man i en York-round 144 pile på afstande på op til 90 yards (82,3 meter) og i en Amercian Round skød man 90 pile på 30, 40 og 50 yards. Skiveskydning er stadigvæk yderst relevant for langbueskytterne, hvor de mange skud på ensartede afstande er særdeles god træning i at opnå en ensartet skydestil. En konsistent skydestil er således også en forudsætning for præcision til 3D-turneringerne, hvor målene varierer i størrelse og afstand.

Barbue

Barbuen er i store træk en recurvebue, dog uden sigte.

I barbue klassen er det ikke tilladt at skyde med sigte og stabilisatorer, men pilehylde og plunger er tilladt.

Man ”sigter” således på samme måde som med langbue, enten med pilespidsen eller instinktivt. I nogle tilfælde foretrækker nogen at skyde ”off the shelf” – dvs. uden pilehylde, hvor pilen blot ligger i bunden af udskæringen til sigtevindue.