Pigeaftener hos Thy Bueskyttelaug

Pigeaftener hos Thy Bueskyttelaug



Kategori: Bredde, Generelt
Tags: ,

I Thy Bueskyttelaug er de ikke bange for at prøve noget nyt og denne gang er det i et forsøg om at få flere kvindelige medlemmer i klubben.

I august måned har Thy Bueskyttelaug inviteret alle piger og kvinder til pigeaftener fire mandage i klubben. Programmet var ikke fastlagt på forhånd, men de ville derimod lade de kvindelige deltagere afgøre hvad der skulle ske. Der var f.eks. mulighed for Skiveskydning, 3D, Combat Archery og andre sjove bueskydningsaktiviteter.

Udtagelser fra nogle af deltagerne:

”Sjovt at prøve”

”Sjovere at være piger sammen uden drenge”

”Det er sjovere at prøve og turde lave fejl, når der ikke er alfahanner omkring til at kommentere”.

Det helt store spørgsmål der skulle besvares efter sidste gang var ”Fortsætter pigeaftenerne i september?”. Klubben er meget positiv over konceptet og har været glade for fremmødet på 13 piger og kvinder, som næsten alle kom hver gang. Udtalelse fra Lars Christian formand i Thy bueskyttelaug ” Det er en anden stemning, når der ikke er konkurrencemindede alfaer til stede – meget hyggelig og inkluderende stemning. Fedt at se 10-13 års pigerne meget hurtigt danne deres egen lille pigegruppe, også selv om nogle ikke kendte hinanden i forvejen. Fedt at se de 40-60 årige kvinder blive hængende efter skydningen for lige at snakke. Jeg tror vi har fat i noget, som vi prøver at fortsætte i en eller anden form.”

Klubben har meget få kvindelige medlemmer og kunne godt tænke sig at tiltrække nogle flere til klubben. Derfor opstod ideen om at indbyde alle interesseret piger og kvinder til at prøve bueskydning på deres vilkår. Thy Bueskyttelaug har haft mulighed for at kunne tilbyde arrangementet gratis takket være en bevilling fra DIF og DGI’s sommerpulje.

Thy Bueskyttelaug er en lille klub i vækst som altid er klar på noget nyt. I 2019 vækstede klubben med hele 10 medlemmer i forhold til medlemstallene i 2018. Det betyder at klubben ved indgangen til 2020 var 35 medlemmer. Covid-19 har været hård og resulteret i medlemsnedgang, men det slår ikke Thy Bueskyttelaug ud. I stedet skruer de op for diverse tiltage og aktiviteter med f.eks. prøv bueskydning til stort lokalt evnet igennem hele sommerferien, udfordre lokalbefolkningen i Combat Archery og ikke mindst deres pigeaftener.

Thy bueskyttelaug har i sommeren 2020 haft besøg af Bueskydning Danmarks udviklingskonsulent Astrid Carstensen til en snak om piger i bueskydning på baggrund af rapporten ”Gode idrætsmiljøer for piger i bueskydning” som Bueskydning Danmark udgav i juni 2020. Er andre klubber interesseret i at få besøg af Astrid til en snak om piger i bueskydning og Jeres klub, så skal I ikke holde jer tilbage med at tage kontakt til hende på mail her.