Rekord mange tilmeldinger til Hold DM 2024

Rekord mange tilmeldinger til Hold DM 2024



Kategori: Generelt

Hold DM 2024 afvikles som en del af DM-ugen, og til sommer kommer rekord mange bueskytter til Herning for at skyde om Hold DM

Hele 27 hold er tilmeldt til årets Hold DM, hvor finalestævnet afvikles som en del af DM-ugen 2024, lørdag den 22. juni 2024 i Herning. Det gode vejr, den store oplevelse og den kæmpemæssige folkefest som vi oplevede i Aalborg ved DM-ugen 2023 har nu sat sit aftryk på interessen for at deltage ved Bueskydningens Hold DM 2024. Ved debuten i Aalborg i 2023 var 12 hold tilmeldt, så der bliver skruet op for blusset på alle tænkelige parametre til sommerens opfølgning, og det glæder Bueskydning Danmarks formand Morten Holm-Nielsen

“Vores debut ved DM-ugen 2023 var en positiv oplevelse på rigtig mange måder. Vi blev lidt overrasket over omfanget af eksponeringen som vi oplevede, både før, men specielt også under finalestævnet. Vi havde godt 1.000 tilskuere til vores finalekampe på finalebanen på Honnørkajen, og der var massiv pressedækning hvor specielt liveudsendelsen på DR gav genlyd rundt om i landet.

Nu sætter vi tryk på kedlerne, og prøver at leve op til forventningerne. Det er virkelig en positiv historie for Bueskydning, at vi kan præsentere vores sport på denne kæmpestore eksponeringsplatform, og det glæder mig at vores klubber og medlemmer vil tage del i festen. Vi glæder os til at byde velkommen til det rekord store felt til Juni i Herning”.

Nu starter “Ranking perioden” for de tilmeldte hold. Frem til 1. juni 2024 kan der skydes resultater hjem til holdene, som bliver seedet efter deres bedste score. De 8 bedste hold bliver tilbudt plads ved Hold DM finalestævnet. Det endelige program for Hold DM 2024 tilrettelægges i de kommende uger, og vil blive tilsendt de tilmeldte klubber, samt offentliggøres her på siden.

Læs mere om DM-ugen 2024 på de officielle medieplatforme her:

Hjemmeside for DM-ugen
Facebook site for DM-ugen
Instagram site DM-ugen