VM i bueskydning kåret til Årets Sportevent i København

VM i bueskydning kåret til Årets Sportevent i København



Kategori: Presse, VM2015

I sommer strålede de danske bueskytter på Christiansborg Slotsplads, hvor Stephan Hansen vandt VM-guld i compound og herreholdet vandt bronzemedaljer. I går aftes blev VM i bueskydning kåret til Årets Sportevent 2015 i København.

Christiansborg Slotsplads dannede en ikonisk baggrund, da verdens bedste bueskytter skød om VM-medaljer i sommer i hjertet af København.

Med 590 bueskytter fra 92 nationer, 1.097 kampe og to danske medaljer blev VM i bueskydning i København ikke bare det største nogensinde. Verdensmesterskabet blev også en triumf for de danske compound skytter og København som sporteventby.

Alle billetter til finalerne var solgt på førstedagen af VM, og de mange tilskuere kunne se Danmarks compound-hold vinde en flot bronzemedalje og trumfe med individuelt guld til Stephan Hansen.

Tirsdag aften blev VM i bueskydning kåret til Årets Sportsevent i København ved den flotte Københavns Kongres og Event Award 2016 på rådhuset.

Det var kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen, der uddelte prisen. Begrundelsen for nomineringen lød:

”VM i Bueskydning 2015 formåede at afholde et succesfuld sportsevent på en innovativ og nytænkende måde. I de majestætiske rammer satte Bueskydning Danmark en nichesport på den mediemæssige skydeskive og ramte bulls eye med et involverende outreach program og betydelig international medieomtale.”

Formand for Bueskydning Danmark Rolf Lind var både glad og stolt, da han modtog prisen:

”Hele holdet omkring VM i bueskydning er enormt stolte af prisen som årets sportevent i København. Finaleweekenden på Christiansborg Slotsplads var med til at give både skytter, publikum og tv-seere fra fem kontinenter en fantastisk oplevelse i helt unikke omgivelser,” siger Rolf Lind.

”Tusinde tak til de hundredevis af frivillige, som gjorde en kæmpe indsats for at gøre VM i bueskydning til en sportevent like never before. Uden deres hjælp og det gode samarbejde med København, Wonderful Copenhagen og Sport Event Denmark, havde vi ikke kunnet lave dette VM,” siger han.

I 2015 var København værtsby for 169 internationale kongresser og events. For at hylde værterne og arrangørerne bag disse begivenheder, der sætter København på verdenskortet, afholder Wonderful Copenhagen og Københavns Kommune én gang om året ’Københavns Kongres og Event Award’.

VM i bueskydning vandt foran to andre flotte sportevents; World Cup Sprint Kano og Kajak 2015 samt Copenhagen Open – EM i Standarddans for professionelle.