Plads til 1.500 elever ved Skole OL-Bueskydning

Plads til 1.500 elever ved Skole OL-Bueskydning



Kategori: Bladet, Generelt

Bueskydning Danmark er i 2017 for første gang med når Skole OL afvikles for mere end 36.000 skolebørn over hele landet, og det bliver til dato forbundets største event for børn og unge.

Når Lavia Odense Bueskytter som den første forening byder en lokal 5-6. klasse velkommen til Skole OL-Bueskydning i klubben, så markerer de samtidig starten på en lang række lokale bueskydnings events under Skole OL. Resten af april og hele maj måned er spækket med OL stemning, bueskydning og intense øjeblikke for landets skoleklasser.

10 klubber har gjort plads til at hele 60 skoleklasser kan komme til Skole OL og skyde med bue og pil. Det betyder at I omegnen af 1500 børn stifter bekendtskab med bueskydning, i en festlig ramme som emmer af OL stemning.

Den volumen som Skole OL-Bueskydning udgør anno 2017, kan nemt kategoriseret som udsolgt! – Bueskydning Danmark havde gjort plads til deltagelse af 10 foreninger, og det er lykkedes. Antallet af elever som kommer igennem, overstiger forventningerne og det er virkelig glædeligt.

Under de lokale events, er der indlagt en kvalifikationsskydning. De 10 bedste 5. klasser, samt de 10 bedste 6. klasser kvalificerer sig nemlig til det store finalestævne i Århus i juni måned. Ved finalerne skal Danmarks bedste klasse , samt Danmarks bedste elev findes og kåres.

Bueskydning for skoler er sjovt
Bueskydning for skoler skal være en god oplevelse for alle parter. Derfor lægges en event som Skole OL i en fast ramme, således at alle får den samme oplevelse, uanset hvilken forening som byder velkommen. Konceptet er afprøvet over flere omgange med Bueskydning Danmarks tidligere events Skolernes VM 2015 & Skolernes World Cup 2016.

Det har vist sig at bueskydning for skoler ER sjovt, både for eleverne men også for de afviklende foreninger. Det bevises bedst ved at gå listen af deltagende klubber igennem. Her findes nemlig gengangere af alle foreninger som var med ved Skolernes World Cup 2016. Et klart bevis på, at oplevelsen og stemningen omkring bueskydning for skoler er unik og intens, både for børn og voksne.

Her afvikles Skole OL-Bueskydning:
Lavia Odense Bueskytter
TIK Bueskydning
Silkeborg IF Bueskydning
Lolland Bueskytteklub
Thy Bueskyttelaug
Varde Bueskyttelaug
Ulbølle Bueklub
Arcus Bueskydning
Midtfyns Bueklub
Aarhus Bueskyttelaug

Du finder meget mere om Skole OL-Bueskydning her…