Fem hurtige om VM-buddet

Fem hurtige om VM-buddet



Kategori: Bestyrelsen, Generelt

Bueskydning Danmark er super glade for jeres støtte og glæde omkring VM-buddet for 2027. Derfor har Bueskydning Danmarks Formand, Morten Holm-Nielsen, udarbejdet “fem hurtige om VM-buddet”, som forklarer tankerne, der lå bag ved buddet for VM 2027. “fem hurtige om VM-buddet” ses nedenfor.

 

Hvorfor har Bueskydning Danmark budt på et VM i 2027?
Hvis man kan huske stemningen fra VM i København i 2015 eller et af de andre store events, Danmark har været vært for, er svaret næsten givet. Det er virkelig fantastisk. Aldrig har en bueskytte set bedre ud i landsholdstrøjen end på dansk hjemmebane med bænkerækkerne fyld med supportere.

Da vi så fik en henvendelse fra Destination Fyn og Sport Event Danmark, som var interesseret i at trække et VM i Bueskydning til Nyborg, var det helt naturligt at sig ja. VM 2015 er uden sammenligning den enkelte begivenhed (tæt efterfulgt af et par worldcupfinaler på dansk jord) som har samlet buedanmark allermest og givet den der fede fornemmelse af at være på samme hold.

VM 2015 i Danmark ved Christiansborg

 

Hvornår kom I på ideen?
Det er virkelig svært at tro på, hvis man ikke sidder med i arbejdet, men vi har arbejdet med det her siden før corona. Selvfølgelig er vi også blevet forsinket af corona, men det er vel ca. fire år siden, vi første gang sagde højt, at vi var klar til at løfte et VM igen.

 

Hvorfor Nyborg?
Et arrangement af den her størrelse kræver mange samarbejdspartnere og også værtsbyer, som vil stille ressourcer til rådighed i budfasen og også i afviklingen. Både personaleressourcer men også økonomisk støtte til afviklingen. Vi kan simpelthen ikke løfte et eventbudget uden at få støttemidler både fra Destination Fyn, Sport Event Danmark og Nyborg Kommune.

Nyborg bød op til dans, og der er faktisk også virkelig gode faciliteter i Nyborg. Tilpas mange hoteller til opgaven, en flot, flot finalebane ved det gamle slot, strand og hav i nærheden, hvor vi kan vise mange af de naturværdier, som kendetegner Danmark.

Hvis VM 2027 kommer til Nyborg, så skal finalerne afvikles ved Nyborg Slot


Hvorfor ikke 3D?
Jeg har godt set, at der har været et par kritiske bemærkninger til, at vi igen har valgt at tilgodese skiveskytterne. Og det kan jeg godt forstå.

Men vi har faktisk tidligt i forløbet undersøgt, om vi kunne finde en værtsby – og allerhelst en, som kunne løfte både 3D og skive-VM. Det ville have været nyskabende.

Desværre måtte vi erkende, at vores anstrengelser var forgæves. Der er ikke på nuværende tidspunkt en dansk kommune eller egn, som er interesseret i at indgå i et 3D-VM med de støttefunktioner, som det ville kræve.

Kvalifikationsbanerne ved Nyborg Idrætscenter vil bestå af 80 målskiver og 160 meters skydelinje

 

Hvad skal der nu ske?
I første omgang skal vi sætte os ned og strække tålmodigheden til sidste halvdel af december, hvor det bliver gjort klart, hvem der har vundet budrunden.

Jeg synes, at vi har haft en god oplevelse og en fin præsentation, da World Archery var på besøg for at se på banerne, hotellerne, området og så videre. Jeg synes faktisk også, at vi har fået lavet et virkelig flot prospekt med flot grafik, lækre billeder og så videre, så vi har gjort hvad vi kunne. Men vi er oppe mod nogle virkelig stærke konkurrenter, så vi må se.

Får vi nu tildelt VM 2027, går der en kæmpe maskine i gang. Der skal laves eventsekretariat, nedsættes styregrupper for både det ene og det andet, planlægges, delegeres og uddelegeres, og så skal vi frem for alt til at markedsføre. Ikke mindst overfor de frivillige, som spiller en kæmpe rolle, for at et arrangement som det her kan blive en succes.

Hvis vi ikke får tildel arrangementet, så tror jeg, at næstformand, den økonomiansvarlige og jeg skal have en kold øl et sted, hvor vi kan sidde og ærgre os en eftermiddags tid. Så kan vi jo overveje med vores samarbejdspartnere om vi ikke skal byde på 2029.