Bueskydning Danmark og Team Danmark har netop indgået en samarbejdsaftale, der har til formål at styrke Danmarks position inden for compound mix-bueskydning frem mod OL i 2028.

Det overordnede mål for projektet er at fastholde Danmarks verdensklasseniveau i disciplinen og sikre, at det danske mixhold bliver medaljekandidat ved de kommende olympiske lege. Samarbejdet med Team Danmark betyder at fem skytter bliver indplaceret i deres system. Tanja Gellenthien, Mathias Fullerton og Martin Damsbo bliver indplaceret som Eliteatleter, mens Livia Haals Wieth-Knudsen og Sofie Louise Dam Marcussen bliver indplaceret som Udviklingsatleter.

Bueskydning Danmark planlægger at fokusere på en bæredygtig udvikling af dette projekt, hvilket er afgørende for holdets langsigtede succes. Skytterne vil deltage i nøglekonkurrencer som World Cup og internationale mesterskaber, hvilket vil give dem værdifuld erfaring og styrke deres internationale position. Aftalen indebærer, at landstræner Niels Dall får ændrede arbejdsopgaver, idet hans primære fokus fremover vil være på dette nye projekt. Han vil samtidig fortsat have det overordnede ansvar for forbundets OL-projekt, som fortsat inkludere recurveskytter tilknyttet landsholdet.

Vi er stolte af at kunne tage dette skridt mod en ambitiøs fremtid for dansk bueskydning, og vi ser frem til at følge udviklingen i de kommende år mod OL 2028.

I en nyhed fra Team Danmark skriver de blandt andet selv at “Indplaceringen sker på baggrund af en sportsfaglig vurdering i den tilhørende disciplinanalyse. Den langsigtede strategi arbejder mod at præstere til OL i Los Angeles i 2028, hvor compound mix for første gang er på OL programmet.” (https://www.teamdanmark.dk/presse/nyheder/2025/juli/compound-mix-bliver-en-del-af-team-danmark).