Forbund

Formål

Forbundets navn er Bueskydning Danmark. Forbundet er medlem af Danmarks Idrætsforbund (DIF), World Archery (WA), World Archery Europe (WAE) og Nordiska Bågskytteunionen (NBU). Bueskydning Danmark og dets medlemmer er forpligtet til at overholde disse organisationers love og bestemmelser.

Forbundets hjemsted er Brøndby kommune.

Bueskydning Danmark er øverste faglige myndighed inden for sit aktivitetsområde, jvf. dog de overordnede forbunds eventuelle forbehold. Forbundet har til opgave at virke for fremme af bueskydning som amatøridræt såvel praktisk som teoretisk. Til forbundets pligter hører blandt andet:

  • at udarbejde amatørreglementer, rekordbestemmelser og andre regler for forbundets aktivitetsområde
  • at forvalte de pengemidler, som Danmarks Idrætsforbund og andre stiller til rådighed og afgive beretning herom til DIF i henhold til de vedtagne retningslinjer
  • at planlægge, lade afholde eller føre tilsyn med alle stævneaktiviteter inden for forbundets område
  • at søge at samle alle danske foreninger med bueskydning på programmet under samme ledelse
  • at repræsentere forbundets foreninger i som udenfor Danmark, så deres interesser varetages i videst mulig udstrækning

Bueskydning Danmark har formuleret en vision og en mission som er beskrevet nedenfor.

Som overordnet mål for vort arbejde i forbundet sætter vi:

At fremme bueskydning som sport i Danmark og give udøverne den bedst mulige oplevelse ved at dyrke bueskydning.

 

Kendsgerninger om bueskydning i Bueskydning Danmark

Bueskydning kan opdeles på forskellig måde.

Buetyper:

  • Recurvebue
  • Compoundbue
  • Barbue
  • Langbue

Ved 3D skydning er der yderligere en buetype – Instinktiv bue


Discipliner:

  • Skiveskydning ( indendørs – udendørs)
  • 3D skydning
  • Feltskydning


Udøvere:

  • Børn, Unge, voksne, handicappede og raske af begge køn

Bueskydning kan dyrkes som motionssport og på eliteniveau.

Ved OL er Recurvebuen den eneste tilladte buetype.

Der afholdes VM, EM og DM i disciplinerne Indendørs/Udendørs skiveskydning, 3D skydning og feltskydning.

 

Hovedvision

  1. Vi betragter bueskydning som en konkurrenceidræt på såvel elite – som på breddeplan.
  2. Vi ønsker at skabe grundlag for, at flest mulige mennesker kan dyrke bueskydning på såvel elite- som på breddeplan. Bueskydning Danmark er medlem af DIF og ønsker fortsat at være dette.
  3. Vi ønsker at udbrede forståelsen for bueskydningens indhold og kvaliteter.
  4. Vi ønsker at ændre den gængse opfattelse af bueskydning som en leg for raske drenge, og i stedet gøre os kendte på de høje krav bueskydning stiller til fysik, koncentration og mental styrke.
  5. Vi vil fremme alle buetyper og rumme både skiveskydning, 3D skydning og feltskydning
  6. Vi ønsker alle aldersklasser og begge køn som medlemmer. Såvel raske som handicappede skal kunne rummes i vor sport.
  7. Det er Bueskydning Danmarks ønske at udbygge samarbejdet med de grupper, der dyrker bueskydning med andre formål (f.eks. jagt) således, at disse mennesker kan få glæde af de tilbud om skydeteknik, materialelære m.v. vi har i vore klubber. Samarbejdet skal ske ved at interesserede indmelder sig i vore klubber og træner disse færdigheder under vore regler.
  8. Sporten kræver nogle færdigheder, og vi finder det vigtigt, at vi har det fornødne antal uddannede ledere og trænere. Vi ønsker derfor at etablere en relevant uddannelsesstruktur, der giver medlemmerne mulighed for at uddanne sig inden for såvel bueskydning, træning som inden for anden klubledelse.
  9. Det er Bueskydning Danmarks ønske at skabe en buemæssig sammenhæng i hele vor organisation, således at den træning der finder sted i en klub i forhold til en anden og i forhold til elitetræning hviler på den samme grundopfattelse af bueskydning. Der skal skabes en rød tråd i dansk bueskydning.
  10. Udbredelsen af sporten er forholdsvis lille. Det er derfor svært at tiltrække tilstrækkelige økonomiske midler til at have professionelle udøvere. Sporten vil derfor være baseret på frivillighed af såvel ledere som udøvere. Derfor finder Bueskydning Danmark det vigtig at der tages udgangspunkt i følgende hovedoverskrift:

DET ER SJOVT AT SKYDE MED BUE

Som grundlag for det videre arbejde opdeles Bueskydning Danmarks visioner og politikker indenfor to hovedområder, nemlig bredde og elite.

Visioner for breddesporten under Bueskydning Danmark

Vi ønsker, at flest mulige mennesker præsenteres for buesporten. De, der ønsker at afprøve sporten, skal kunne gøre dette under trygge rammer og på kvalificeret vis.

Vi ønsker derfor, at der er et geografisk set tilstrækkeligt antal klubber, og at disse har såvel kvalitativt som kvantitativt den fornødne kapacitet inden for såvel materielle som menneskelige ressourcer.

Bueskydning Danmark ønsker, at klubberne ud over det rent buefaglige også kan tilbyde sine medlemmer en social dimension, der gør det rart at være medlem af en bueklub, og man derigennem kan blive en del af et socialt netværk, blandt såvel jævnaldrende/jævnbyrdige, som på tværs af forskellige grupper.

Vi ønsker at sprede kendskabet blandt børn til bueskydning bl.a. ved samarbejde med skolerne. Bueskydning indeholder kvaliteter omkring koncentration og socialt samvær, der kan være gavnligt i skolernes pædagogiske arbejde. Vi ønsker, til gavn for vore klubber, at stille den viden vi har til rådighed for skolerne. Det er vigtigt at understrege, at det skal ske i vort regi og under vore regler.

Visioner for eliten under Bueskydning Danmark

Som led i vor vision om fremme buesporten i Danmark, er det vort ønske at have en elite, der kan gøre sig gældende på internationalt plan.

Vi ønsker gennem international konkurrencedeltagelse at fremme forståelsen af bueskydning som en konkurrenceidræt med de kvaliteter der ligger heri, f.eks. styrkelse af udøverens mentale beredskab, styrkelse af koncentrationsevnen, styrkelse af evne til at beherske sin motorik mm.

En stærk elite, der præsterer internationale resultater, øger sportens synlighed i samfundet og udbreder dermed kendskabet til bueskydning, ikke alene i kraft af omtale af resultater – men også ved at skabe mulighed for udbredelse af baggrundsreportager om sporten.

Vi ønsker gennem muligheden for såvel national som international konkurrencedeltagelse at skabe motivation for talentfulde skytter.

Vi ønsker gennem eliten løbende at udvikle vor sport såvel teknisk som træningsmæssigt, for derigennem at forhindre at vor sport mister sin appeal til nye medemmer og ender som en indforstået sport for de allerede udøvende.

For at kunne udvikle vor elite løbende er det vigtig at Bueskydning Danmark til stadighed kvalificerer sig til støtte fra Team Danmark. Vi ønsker således at være blandt Team Danmarks indsatsforbund med en disciplinanalyse hvis resultat gør os til et ”grønt” forbund.

Vi ønsker i samarbejde med Team Danmark løbende at skabe mulighed for at udvikle eliten på såvel internationalt topplan som i talentgruppen og blandt vore ungdomsskytter.

Det samlede elitearbejde skal ske under sådanne former, at skytterne uddannes såvel inden for sporten som i øvrigt. Vi skal sikre, at skytternes fremtidsmuligheder ikke bliver Forringet i forhold til andre ikke eliteskytter. Ligeledes skal vi sikre, at skytternes sociale uddannelse ikke hæmmes af deres status som eliteskytter.

 

Etisk kodeks

Etisk kodeks for Bueskydning Danmark kan læses her.

 

Spørgsmål?

Har du spørgsmål til Bueskydning Danmark's strategi? Så kontakt vores Formand, Morten Holm-Nielsen.

Morten Holm-Nielsen
+45 2929 7232
Skriv til Morten her