
Har I erfaringer med at skabe gode rammer for, hvordan børn og unge omgås digitale medier i foreningerne? Så kan I måske være behjælpelige med dataindsamling til Tænketanken og Mary Fondens nye initiativ. De leder nemlig lige nu efter cases – store som små – hvor man har arbejdet med netop denne problemstilling: Hvordan håndterer man brugen af digitale medier i børns og unges organiserede klubtilbud, foreningsliv eller fritid? Formålet er at lære på tværs og give erfaringer videre til andre aktører i fritidslivet.
Tænketanken Mandag Morgen og Mary Fonden er i gang med initiativet Fritid i Digital Tid, hvor de undersøger, hvordan organiserede fritidsfællesskaber for børn og unge håndterer digitale medier i praksis – fx gennem mobilregler, skærmfrie zoner eller dialoger om sociale medier. Initiativet er blandt andet blevet igangsat fordi vi ved, at digitale medier har betydning for, hvordan børn og unge er sammen. Derfor er mange fritidsfællesskaber også netop optagede af at sætte nogle gode rammer, men hvordan gør man det bedst og hvor man skal starte?
Man kan indsende en case ved at svare på 3 korte spørgsmål her: https://surveys.enalyzer.com?pid=mageg2h7 – eller ved at kontakte projektkoordinator Aviaja Johannesen; asj@mm.dk.
