Danmark får en bueskytte med til OL i Paris, og Danmarks Olympiske Komité (DIF) har nu udtaget Kirstine Danstrup Andersen til det danske OL-hold
Danmark får en kvindelig bueskytte med til OL Paris 2024. Det stod klart efter, at Danmark i sidste uge officielt fik tildelt en kvoteplads i disciplinen Recurve, og nu har DIF, der er Danmarks Olympiske Komité, udtaget 26-årige Kirstine Danstrup Andersen til legene i Paris, der begynder om mindre end en måned.
”OL har været min største drøm og mit mål, siden jeg var 13 år. Det at blive udtaget til at repræsentere Danmark ved OL er den største anerkendelse, jeg kan forestille mig, og det motiverer mig til at blive ved med at arbejde.”
Team Danmarks sportsdirektør, Lars Balle Christensen, ser frem til at følge Kirstine til legene i Paris. ”Stort tillykke til Kristine og til Bueskydning Danmark. Det bliver spektakulært at se bueskydning midt i Paris på Esplanades des Invalides, og det er fantastisk, at det også bliver med dansk deltagelse,” siger Lars Balle Christensen, der er sportsdirektør i Team Danmark.
Også hos DIF glæder man sig over at få en bueskytte med det danske OL-hold. ”Jeg er virkelig glad for, at det lykkedes at få en bueskytte med til OL. Bueskydning er en fantastisk spændende og nervepirrende disciplin, som danskerne skal se frem til at følge. Held og lykke til Kirstine og velkommen på det danske OL-hold,” siger Søren Simonsen, der er DIF’s Chef de Mission for det danske OL-hold i Paris.
Bueskydningskonkurrencerne til OL afvikles i fantastiske omgivelser centralt i Paris på Esplanade des Invalides. De første pile i de indledende runder sendes afsted allerede 25. juli, dagen før den officielle åbning af OL. Læs meget mere om OL og det danske OL-hold på www.ol.dk og følg med på ’Danmark til OL’ på Facebook og Instagram.
Fakta: Kirstine Danstrup Andersen
Født: 5. april 1998 (26 år)
Sportsgren: Bueskydning, Recurve
Klub: Holstebro Bueskytteforening
Bedste resultater: 4. plads ved EM 2021, Bronze for hold ved EM 2021
Tidligere OL: OL-debutant.
Yderligere kommentarer:
Kirstine Danstrup Andersen via Kenn Romme, sportschef, Bueskydning Danmark: 51966598.
Søren Simonsen, OL-Chef de Mission, DIF: 29420443.
Lars Balle Christensen, sportsdirektør, Team Danmark: 25145640