Træningsplanlægning
Træningsplanlægning i mental træning handler om at gøre ens drømme og mål tydelige, for at strukturere og sikre udviklingen i træningen. Det er et værktøj til at strukturere både fysisk, teknisk og mental træning frem mod ens træningsmål. Træningsmål er helt afgørende for at skabe en stukturet udvikling, og giver ens træning en retning. Der er noget man arbejder frem mod. Derfor starter de fleste træningsplanlægninger med at gøre ens mål tydelige. Det kan være en god ide at definere ens drøm, og ud fra den definere mål og delmål, der på en måde skal være med til at realisere drømmen. Når man taler om træningsmål, deler man ofte træningsmål ind i tre kategorier; placeringsmål/resultatmål, præstationsmål og procesmål.
Placerings- og resultatmål er ofte konkurrenceorienterede. Resultatmål fokuserer på slutresultater og sammenligner ofte præstationen med andre. Disse mål er typisk baseret på konkurrencepræstationer, såsom at vinde en turnering eller opnå en medaljeplacering. Resultatmål er motiverende, men kan også skabe pres, da de ikke altid er 100% kontrollerbare, idet de afhænger af eksterne faktorer som konkurrenternes præstationer.
Præstationsmål fokuserer på skyttens egen udvikling og præstation uafhængigt af konkurrenterne. Disse mål er konkrete og målbare og handler om at forbedre ens egne tekniske eller mentale evner. For en bueskytte kunne et præstationsmål være at øge træfsikkerheden fra 80% til 90% inden for en bestemt periode eller at forbedre ens gennemsnitlige score pr. skud. Præstationsmål er vigtige, da de kan kontrolleres af skytten selv og giver mulighed for at måle kontinuerlig fremgang.
Procesmål handler om de specifikke trin og teknikker, som skytten skal fokusere på for at forbedre sin præstation. Disse mål relaterer sig til den daglige træning og den mentale forberedelse, såsom korrekt skydeteknik, åndedrætsøvelser eller mentale visualiseringer. Procesmål er essentielle for at forbedre teknikken og opbygge en stærk mental tilgang til bueskydning, da de bryder træningen ned i mindre opnåelige opgaver.
Det mest optimale er at have mindst et mål indenfor hver type mål. Det er samspillet og sammenhængen mellem de forskellige mål, der skaber retning i træningsplanen. Træningsplanen skal helst fungere som skridt på vejen hen mod de forskellige mål. Uanset om man er konkurrenceaktiv eller ej, kan det være en god ide at sætte nogle mål for ens træning. Det kan hjælpe med at holde motivationen oppe i perioder hvor det enten er svært at komme afsted til træning eller i perioder hvor man ikke rigtigt udvikler sig som forventet eller ønsket. At lave en træningsplan kan også være med til at skabe struktur, vaner og ritualer i ens træning. Det kræver disciplin og vedholdenhed at holde fast i en træningsplan.
Øvelser der kan hjælpe dig med at gøre dig bevidst om dine mål og værdier
Optakt til en vigtig præstation | Mindfulness | Team Danmark
Evaluering af en vigtig præstation | Mindfulness | Team Danmark
Afslutningsreceptionen | Mindfulness | Team Danmark
Mental styrke | Mindfulness | Team Danmark